Markedstillæg for 2020/21: Tican spiller ud med 20 øre ekstra
Tican har valgt at regulere sit markedstillæg med 20 øre ekstra for slagteriåret 2020/21, oplyser slagteriet.

Tican vil give 20 øre mere i efterbetaling til sine griseleverandører for sidste regnskabsår, oplyser slagteriet.
Danmarks næststørste svineslagteri, Tican, har valgt at udbetale 20 øre ekstra pr. kilo for slagtegrise, der blev leveret i slagteriåret 2020-2021. Det oplyser slagteriselskabet med hovedsæde i Thisted.
De 20 øre kommer oveni den regulering af markedstillægget, som Tican allerede havde meldt ud, og det sker for at styrke samarbejdet i en svær tid for griseproducenterne.
Udmeldingen fra Tican kommer stort set et år efter, at slagteriet udbetalte 25 øre mindre end Danish Crown i efterbetaling, hvilket fik flere Tican-leverandører til at lægge sag an mod selskabet for angiveligt ikke at leve op til egne ord om at følge Danish Crown i forhold til efterbetalinger.
Sagerne er endnu ikke kommet for retten, og hos Landsforeningen af Danske Svineproducenter, der har sat en styregruppe til at organisere sagerne, oplyser man, at sagerne har kostet betydeligt flere timer og arbejder for advokaten, end man havde regnet med.