Svinerådgiver: - Husk nu at få slagtevægten op

- Nu, hvor foderpriserne er faldet, bør vi stræbe efter at øge slagtevægten, lyder opfordringen fra svinerådgiver Jonas Breinholt fra Velas.

- Vi oplever stadig en høj notering på +12 kroner pr. kg kød og samtidig lavere foderpriser i forhold til sidste år, som i dag er på omkring 2-2,3 kroner pr. FEsv. Desuden har vi stadig nogle dyre smågrise. Derfor er det vigtigt, at vi øger slagtevægten.

Det påpeger svinerådgiver Jonas Breinholt fra Velas i nyhedsbrevet Trynekontakten.

Ifølge rådgivere lå slagtevægten kun på 87,3 kg (114,3 kg, levende) i første halvår af DB-tjek 2023.

- Den lave vægt skyldes nok de høje foderpriser og dyre smågrise. Men nu, hvor foderpriserne er faldet, bør vi stræbe efter at øge slagtevægten, lyder opfordringen fra Jonas Breinholt.

Den optimale vægt

- Den økonomisk optimale vægt ligger mellem 90-92 kg (117,9-120,5 kg, levende). For at opnå denne vægt, skal vi bruge 9-11 FEsv mere pr. gris, hvilket svarer til cirka 20-25 kroner. Men de ekstra kilogram vil indbringe yderligere indtægt på 30-50 kroner pr. gris, lyder det fra rådgiveren, der påpeger, at det alt i alt betyder 5-30 kroner mere pr. gris.

Jonas Breinholt opfordrer endvidere til, at man får kigget på den daglige tilvækst, hvis man ikke kan nå vægtintervallet 90-92 kg, som skal øges.

Læs også