Det Europæiske Lægemiddelagentur offentliggjorde før årsskiftet deres årlige rapport over antibiotikaforbrug til dyr i EU. Sektordirektøren glæder sig over den danske placering i statistikken.
I 2022 brugte Danmark 57 procent mindre antibiotika til husdyr, end det europæiske gennemsnit. For de ti EU-lande med størst griseproduktion ligger Danmark helt nede i den lave ende i forhold til lande, der bruger mindst antibiotika til deres husdyr. Det er flotte tal, som glæder sektordirektør i Landbrug & Fødevarer, Sektor for Gris, Christian Fink Hansen, lyder det i en pressemeddelelse på svineproduktion.dk.
- Jeg er meget glad for, at vi igen i år ligger flot i den europæiske sammenligning af antibiotikaforbrug til husdyr. Det er resultatet af et langsigtet og målrettet arbejde med at få forbruget ned. Forbruget falder i mange europæiske lande, og der er mange lande, der er ved at komme ned på det niveau, som vi ligger på i Danmark. Det er en meget positiv udvikling for hele den europæiske fødevaresektor, siger Christian Fink Hansen.
Forbruget til smågrise er steget
- På trods af den flotte europæiske placering, skal vi i Danmark stadig være meget opmærksomme på vores antibiotikaforbrug – særligt forbruget af antibiotika til smågrise, som er steget efter udfasningen af medicinsk zink, og det skal ned igen, siger Christian Fink Hansen.
- Vi kan i Danmark være stolte af vores lave antibiotikaforbrug. Blandt de ti største griseproducerende lande, ligger vi med et meget lavt forbrug af antibiotika for husdyr, og vi har ligget stabilt lavt i over ti år. Det er meget flot. Udfasningen af medicinsk zink var en stor udfordring, og det skaber fortsat udfordringer for vores antibiotikaforbrug for smågrisene, som desværre er steget det seneste år. Det skal ned igen, så vi kan undgå udvikling af resistens og leve op til vores mål om gradvis reduktion af antibiotikaforbruget. Det arbejder vi målrettet på, herunder at få den viden, vi har, ud at arbejde på staldgangen, slutter Christian Fink Hansen, sektordirektør Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris.
Se rapporten fra Det Europæiske Lægemiddelagentur over antibiotikaforbrug til dyr i EU via svineproduktion.dk.