Årsmøde med magi og svinefaglighed
Der er lige fra aktuelle sygdomsproblemer og forventede markedspriser til magi med tv-kendte Jan Hellesøe på programmet, når Porcus Svinefagdyrlæger holder årsmøde den 4. februar i Vissenbjerg Hallerne.

Porcus Svinefagdyrlæger inviterer alle interesserede svineproducenter til årsmøde tirsdag den 4. februar i Vissenbjerg Hallerne. Arrangementet med faglighed og gratis mad plejer at tiltrække godt 500 deltagere. Arkivfoto
Datoen, tirsdag den 4. februar, har længe været kendt. Men nu er programmet også fastlagt for det årsmøde, som Porcus Svinefagdyrlæger igen i år afholder i Vissenbjerg Hallerne.
Arrangementet indledes allerede klokken 17, hvor standene på messen åbner.
Dernæst byder aftenens program på panerede skinkeschnitzler med bearnaisesauce, ovnbagte kartofler og ærter, inden der tages fat på rækken af fagligheder, hvor såvel eksterne gæster som Porcus’ egne dyrlæger er på podiet.
Markedsanalytiker Karsten Flemin fra Landbrug & Fødevarer kommer blandt andet omkring forventningerne til svinepriserne i fremtiden. Desuden er der mulighed for at blive opdateret på den aktuelle situation indenfor en række af branchens højaktuelle sygdomsudfordringer, herunder influenza, PRRS og afrikansk svinepest.
Manipulator
Scenen bliver en noget anden efter kaffen. Her skiftes aftenens række af fagligheder ud med »et magisk foredrag«.
Det forestår Jan Hellesøe, den psykologiske manipulator, som er kendt for blandt andet tv-programmet »Fuckr med dn hjrne«. Det runder programmet af i Vissenbjerg, der ventes afsluttet klokken 21.35.
Deltagelse ved årsmødet kræver tilmelding senest fredag den 31. januar, men arrangementet er gratis og for alle. Også svineproducenter, der normalt ikke bruger Porcus, er velkomne.