Fokus 35-gruppen nærmer sig målet
Porcus Svinefagdyrlæger inviterede for nylig til stormøde i Fokus 35 Vital-gruppen. Her blev der blandt andet gjort status på årets gang i tal for de deltagende 63 besætninger for perioden 2018/2019.

- Da vi startede i 2009, lå vi på 27,68, så på 10 år har vi formået at komme her til 34,29 fravænnede grise pr. årsso. Hold da op, hvor er det flot, lød det fra dyrlæge Jesper B. Sanden, der gennemgik årets tal i Fokus 35 Vital-gruppen.
Porcus Svinefagdyrlæger inviterer hvert år til sæsonafslutning i form af et stormøde i forbindelse med »Fokus 35 Vital«-konceptet. Fokus 35 Vital er gruppen for dem, der gerne vil have fuldt fokus på effektiviteten. Det er et koncept, hvor der månedligt laves benchmarking imod de andre gruppedeltagere, og hvor der fire gange årligt arrangeres møder med eksperter fra hele Danmark som indledere.
Status for 2019 er, at konceptet nu tæller fem grupper med danske deltagere og en stor gruppe med engelsktalende deltagere. Samlet set er der tale om 63 forskellige besætninger, hvor gennemsnitsstørrelsen er røget over de 1.000 årssøer, så der totalt set er omkring 70.000 årssøer med i Fokus 35 Vital-gruppen.
Mange flere fødte
Hvert år ved stormødet får gruppen en gennemgang af deres samlede præstationer i produktivitet. Beregningsgrundlaget er ud fra en tre måneders periode – fra marts til maj 2019, som så sammenlignes med den tilsvarende periode i 2018.
- Når vi kigger på de levendefødte, så er det pil opad. Jeg har for sjov taget tallene med fra den første gang i 2009, hvor I lå på 14,25, og så kører det ellers derop ad og er altså steget med en halv gris siden sidste år, konkluderede Jesper B. Sanden om nøgletallet, der for 2019 ender på 17,54 levendefødte.
Der kan være enkelte besætninger, der er udskiftet, stoppet eller der er kommet nye med, men som udgangspunkt er tallet steget med en halv gris.
Fravænning pr. fravænning i fokus
Fravænnede pr. fravænning var på denne dag et nøgletal i fokus og ligger i gruppen som et tal, der er jævnt stigende.
Ifølge Jesper B. Sanden er det et nøgletal, der ved gruppens start i 2009 lå på 10,34 og aktuelt er kommet op på 12,05, men hvor variationen ligeledes spænder over tal fra 9,20-13,75.
- Det er et tal, hvor mange faktorer spiller ind, og det er noget af det, vi skal have fokus på.
Faringsprocenten er et nøgletal, der første gang blev taget med i gruppen i 2010. Her lå den på 87,19. Siden steg den og lå i 2016 på 88,63, hvorefter udviklingen er gået lidt den gale vej.
- Faringsprocenten – den gør ondt, lød det da også fra dyrlægen.
- Vi har jo ellers formået at få sodødeligheden ned, og alt andet lige, når vi får sodødeligheden ned, og hun dør i drægtighedsperioden, så burde faringsprocenten jo stige, men det er lidt lige ud ad landevejen, konkluderede Jesper B. Sanden, der også her bemærkede en enorm variation besætningerne imellem, der svinger mellem 68,58 og 94,76.
Gruppens mål i sigte
Nøgletallet »Fravænnede grise pr. årsso« tegner derimod billedet af en gruppe besætninger i en sådan udvikling, at navnet »Fokus 35 Vital« er i fare.
- Da vi startede i 2009, lå vi på 27,68, så på 10 år har vi formået at komme her til 34,29 fravænnede grise pr. årsso. Igen med enorme udsving, men hold da op, hvor er det flot, lød det fra Jesper B. Sanden om nøgletallet, der dækker over en variation, der svinger mellem 28,15 og 41,00.
Men hvad med navnet »Fokus 35«? Skal det ændres, hvis udviklingen fortsætter?
- Hele idéen med det her, som Hans (Bundgaard, red.) i sin tid fandt på, det var det med at rykke sig mere, end man ellers ville have rykket sig. Men mine damer og herrer, i samlet flok er vi i mål om halvandet år, hvis den her stigningstakt den fortsætter. Det er brandflot gået, understregede Jesper B. Sanden.
Udvalgte nøgletal fra Fokus 35 Vital
Hvert år ved stormødet får Porcus-gruppen Fokus 35 Vital en gennemgang af gruppens samlede præstationer i produktivitet. Beregningsgrundlaget er ud fra en tre måneders periode – fra marts til maj 2019.
Nøgletal 2009 2016 2017 2018 2019
Levendefødte 14,25 16,26 16,88 17,05 17,54
Dødfødte 1,79 1,62 1,66 1,70 1,80
Frav. pr. fravæn. 10,34 11,47 11,59 11,97 12,05
Frav. pr. årsso 27,68 32,12 33,09 33,47 34,29
Kilde: Porcus