Siden der blev konstateret PRRS på Hatting Horsens, er der dagligt kommet mange spørgsmål til, hvordan man som svineproducent skal forholde sig, hvis man har købt sæd fra den ramte ornestation.

Derfor står Seges Svineproduktion bag to gåhjemmøder, hvoraf det ene afholdes på torsdag den 12. september fra klokken 17-19 i lokalerne hos Centrovice.

- Jeg kan godt forstå, at mange gerne vil vide, hvad der er op og ned i denne sag. På de to gåhjemmøder kan du derfor få svar på nogle af de spørgsmål, vi har modtaget fra svineproducenter over hele landet samt en opdateret status på den konkrete situation. Du har selvfølgelig også mulighed for at stille spørgsmål i forbindelse med mødet, siger Bent Nielsen, afdelingschef i Veterinær- og Kvalitetsforhold i Seges.

- Grunden til, at vi først afholder det nu, er, at vi har haft behov for at afslutte alle analyser af blodprøver, for at kunne give en konkret opdatering, siger han.

Har du ikke mulighed for at deltage i et af de to møder, kan du også holde dig orienteret om status og hvordan du skal forholde dig på Seges Svineproduktions temaside om netop PRRS på Hatting Horsens.

Arrangementet er gratis og der tilmeldes via www.tilmeld.dk/prrs.

Svin