Stramninger: Gennemgå reglerne inden kontrolbesøg
I efteråret blev der varslet stramninger på kontrolområdet indenfor svineproduktion. Fødevarestyrelsen er nu klar med fire kampagner, der både omhandler halekupering, antibiotikaforbrug, smittebeskyttelse hos vildsvin og grise på friland samt flytning af grise.

En af de fire kontrolkampagner som Fødevarestyrelsen nu varsler, foretages i perioden den 15. marts til den 15. juni 2019, og den vedrører smittebeskyttelse ved hold af vildsvin og grise på friland.
Fødevarestyrelsen har i 2019 planlagt fire målrettede kontrolkampagner på griseområdet, hvor Fødevarestyrelsens tilsynsførende besøger mere end 700 besætninger. En af kontrolkampagnerne foretages i perioden den 15. marts til den 15. juni, og den vedrører smittebeskyttelse ved hold af vildsvin og grise på friland.
Formålet med kampagnen er at sikre, at vildsvin eller grise, der holdes udendørs, er indhegnet efter de gældende regler, og at ejerne er opmærksomme på de smitterisici, der er ved at holde vildsvin og grise udendørs.
Ifølge nyhedsbrevet FrilandNYT betyder kampagnen blandt andet, at alle producenter af økologiske grise og Frilandsgris skal leve op til reglerne for smittebeskyttelse ved hold af grise på friland.
Fødevarestyrelsen har udarbejdet et faktaark med de krav, som leverandører skal leve op til. Der er blandt andet krav om skiltning med »fodring forbudt« ved alle indgange til faremarken, ligesom der også skal være skiltning ved løbegårdene. Derfor er det ifølge Friland også en god ide at læse op på reglerne, selvom man ikke har grise på friland, men kun opdrætter slagtegrise.
Flere kontrolkampagner
Udover smittebeskyttelse ved hold af vildsvin og grise på friland, så omhandler kontrolkampagnerne også halekupering, antibiotikaforbrug og flytning af grise.
Siden årsskiftet har der blandt andet været krav om skriftlig dokumentation, hvis der halekuperes i besætningen. Den besætningsansvarlige skal således ved kontrol kunne fremvise et dokument, der viser, at der har været problemer med halebid i besætningen, og at der er foretaget en gennemgang af alle de påkrævede risikoparametre samt i den forbindelse taget stilling til, hvordan og hvornår eventuelle mangler kan udbedres.
Formålet med de nye regler er både at forbedre de fysiske staldforhold, men i høj grad også at optimere driftsledelse og management, således at forekomsten af halebid kan nedbringes. Kampagnen skal være med til sikre kendskab til reglerne herunder formålet med reglerne. Ydermere skal kampagnen være med til at sikre, at reglerne efterleves.
Fødevarestyrelsen meddeler, at der de seneste år er givet flere indskærpelser vedrørende forhold om svins adgang til en tilstrækkelig mængde beskæftigelses- og/eller rodemateriale. Kampagnen vil således samtidig være med til at sætte fokus på, at reglerne vedrørende tildeling af beskæftigelses- og rodemateriale overholdes.
Styr på CHR
Fødevarestyrelsen har desuden konstateret, at der er behov for en kontrol af data vedrørende svinebesætninger i CHR. Beregninger fra DTU og opslag i CHR viser nemlig, at der er registreret mangelfulde eller fejlagtige data for »antal svin« i svinebesætninger.
I nogle tilfælde mangler der data for flytninger af svin, i andre tilfælde er der besætninger registreret med en forkert besætningstype. Derudover findes besætninger, der ikke længere har dyr, som derfor mangler at blive ophørt i CHR.
I kampagnen »Registrering af svinebesætninger og svineflytninger i CHR« er der derfor fokus på følgende områder: Det registrerede antal svin, indberetning af svineflytninger, korrekt registrering af besætningstype, samt ophør af besætninger, der ikke længere har dyr.