Når Brian Holm byder indenfor til det landsdækkende sofari-arrangement, får gæsterne ikke alene lejlighed til at se på de mange økologiske grise – der er også mange økohøns.
Det er Brian Holm, der har ansvaret for de firbenede på Ulvehøjvej 1 i udkanten af Lindknud ved Brørup, mens Ingeborg Holm tager sig af de fjerede på to ben – de mange økologiske høns.
Og interessen for at se de to produktioner på den varme majsøndag var stor.
- Vi har haft besøg af omkring 700, siger en tilfreds Brian Holm, da arrangementet lakker mod enden.
 

Økologoger siden 1997

Et arrangement, der gav gæsterne mulighed for at høre noget om produktion af både grise og høns.
Bedriften består af 600 økologiske søer, som giver ca. 15.000 smågrise om året. Yderligere er der omkring 9000 økologiske, æglæggende høns.
Dyrene og ikke mindst svinene havde det varmt og holdt sig gerne i hytterne eller i læ mellem de træer, der er plantet mellem markerne til netop det formål.
- Vi blev økologer i 1997, og siden da er det gået slag i slag med at udvikle den økologiske produktion med fokus på velfærd for dyr og mennesker, noterer parret.
I forbindelse med Sofari var der guidet rundvisning og mulighed for en tur i grisevognen rundt på ejendommen.
Svin