Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen strammer kravene til de danske svineproducenter. Fremover skal svineproducenterne kunne dokumentere, at der er behov for halekupering, hvis de vil dette.

Det sker for at arbejde henimod en reduktion i antallet af halekuperinger.

Fra næste år kommer en række tiltag, som skal reducere antallet af halekuperinger og øge dyrevelfærden.

I dag vurderer EU-Kommissionen, at 98–100 pct. af alle grise i EU halekuperes. I Danmark estimeres tallet at være på 98,5 pct. Målet om flere grise med hele haler indgår også som en del af i regeringens ’Handlingsplan for bedre dyrevelfærd for svin’ fra 2014. 

- Det er helt afgørende, at vi får alle landmænd til at analysere udfordringerne og dokumentere på skrift, hvordan de tager hånd om problemerne, hvis det skal lykkes at få flere grise med hele haler, fastslår Jakob Ellemann-Jensen.

Minister: - Ingen unødig last 

- Grise skal ikke lide unødig last, hvis landmændene kan undgå det. Vi skal sikre, at dyrevelfærden for grisene i Danmark er i top – og derfor skal der være en skriftlig dokumentation fra landmændene, hvis de vil halekupere i fremtiden, siger Karina Due, dyrevelfærdsordfører for DF.
 
Stramningerne for, hvornår griseproducenterne må halekupere, gennemføres gradvist frem mod sommeren 2019:

  • Fra 1. januar skal griseproducenten skriftligt dokumentere, hvis der er halebid i besætningen. 
  • Fra 1. april skal griseproducenten udarbejde en risikovurdering med en tilhørende handlingsplan.
  • Fra 1. juli 2019 skal griseproducenter ved salg af halekuperede smågrise indhente dokumentation fra modtageren eller via mellemhandleren om, at de har behov for at modtage halekuperede grise. 

Stramningerne kommer efter, at EU-Kommissionen har bedt medlemsstaterne skrue ned for halekuperinger og op for dyrevelfærden i de europæiske svinestalde.

Brancheorganisationerne SEGES Svineproduktion, Danske Svineproducenter samt Den Danske Dyrlægeforening har været involveret i arbejdet med at udvikle de nye værktøjer til de danske griseproducenter.