Svineproducenternes gode tider blev fejret
VKST i Sorø havde for nylig inspirationsaften for svineproducenter, der blev budt velkommen med boblevand.

Cirka 50 svineproducenter var for nylig samlet til inspirationsaften hos VKST i Sorø, hvor flere indlægsholdere også kvitterede med masser af inspiration. Foto: Jesper Hallgren
2019 har været et fantastisk år for de fleste danske slagtesvineproducenter, der for tiden kan glæde sig over en notering på 13,60 kroner, der måske er den højeste, som landets yngste svineproducenter har oplevet.
De mere garvede i branchen kan måske erindre tider med en notering på omkring 15,50 kroner, men dengang var prisen på korn noget højere end i dag, så ifølge Finn Skotte, økonomirådgiver i VKST, har svineproducenterne aldrig tjent så meget, som i øjeblikket.
Det fastslog Finn Skotte foran omkring et halvt hundrede fremmødte til den årlige inspirationsaften for svineproducenter, som for nylig fandt sted hos VKST i Sorø.
I anledningen af de »gyldne tider« blev svineproducenterne budt velkommen til mødet med et glas boblevand, og stemningen blandt de fremmødte var generelt også ganske tydelig påvirket af den økonomiske optur, som også er faldet på et tørt sted efter flere sløje år.
Lukrerer på andres ulykke
- Situationen nu er også ganske anderledes end på mødet sidste år. Dengang var alle lidt mutte på grund af halvdårlige priser og megen usikkerhed, oplyste Finn Skotte, der dog også opfordrede svineproducenterne til at bevare begge ben på jorden og lige vente lidt med at købe en ny Mercedes.
- Hver gang, vi i dansk svineproduktion har tjent mange penge, har det været på bekostning af andres ulykke. Når andre lande rammes af ulykke, lukrerer vi på det i Danmark, hvor vi stort set er sluppet fri for de kedelige ting, påpegede Finn Skotte og fortsatte:
- Den nuværende situation begyndte med, at Ukraine blev ramt af afrikansk svinepest, som bredte sig ned gennem Østeuropa til Rumænien. Det løste lidt op i markedet. Men det, der virkelig giver noget, det er Kina.
- Over halvdeleren af verdens svineproduktion er i Kina, og når kineserne så lukker 40 procent ned, svarer det til, at hele verdensproduktionen af svinekød falder med 20 procent. Det er det samme som hele Europas årlige svineproduktion, som over night er blevet pillet ud af verdensmarkedet. Det er altså en game changer af historiske dimensioner, understregede Finn Skotte.
Pension og afdrag på gæld
Han oplyste videre, at der fra Kina er meldinger om, at afrikansk svinepest bunder ud i 2019, og kineserne forventer, at være tilbage på normalt niveau i 2020.
I Danmark forventes noteringen for 2020 også at gå tilbage, men ifølge prognosen for det kommende år bliver det med et gennemsnit på 12,80 kroner, som også næste år bør medføre flotte, sorte tal på bundlinjen.
Hvordan overskuddet så skal anvendes, kom Finn Skotte også ind på. Der er naturligvis en række forskellige muligheder, og han nævnte nogle enkelte eksempler med afdrag på gæld og pensionsopsparingerne, hvor man også bør undersøge de skattemæssige aspekter.
Det gav formentlig svineproducenterne lidt inspiration, og det fik de mere af senere på aftenen, der blandt andet var et indlæg med Peter Rosenkrads, som er direktør for Knudsen Extrusion, som er en plastikproducerede virksomhed i Præstø.
Han erkendte blankt, at han ikke har forstand på svineproduktion, men han flair for at drive forretning i gode og dårlige tider, og hans indlæg inden for blandt andet medarbejderpleje og struktur har helt sikkert også givet inspiration til mange af svineproducenterne.
Mange fordele i jysk samarbejde
Der var også inspiration fra Jylland. Den kom var Kent Lisby Jakobsen og Klaus Moe, der er henholdsvis slagtesvineproducent og smågriseproducent nær Lemvig og som i over 20 år har haft et fantastisk samarbejde, hvor førstnævnte efter en klar og enkel aftale aftager alle smågrisene fra Klaus Moe.
De to vestjyder, der også holdt et indlæg om deres samarbejde på svinekongressen for nylig, gjorde opmærksom på de mange fordele i sådan et samarbejde, der alene bygger på tillid, respekt og dialog.
Efter middagen – naturligvis med flæskesteg på menuen – var der et par indlæg om fremtiden i dansk svineproduktion.
Erik Larsen, formand for L&F Svineproduktion, og Christian Fink Hansen, direktør for Seges Svineproduktion, holdt et indlæg om fremtidssikring af svinesektoren, mens familievirksomheden på Midtsjælland, Kjær Knudsen Svineproduktion, orienterede om deres fremtidsplaner.