Direkte fjernstyring af foderanlægget er nu blevet mulig
Løsningen, hvor et Datamix 5000-foderanlæg kunne styres direkte fra en smartphone, har længe været efterspurgt, men ikke eksisteret. Teknik Partner har nu boksen, der gør det muligt, og det har lettet hverdagen hos mange svineproducenter.

Nu kan du fjernstyre dit Datamix 5000-foderanlæg fra din smartphone. Du logger direkte på med din smartphone. Musen fungerer ligeså godt, som hvis du stod foran skærmen.
- Det virker bare!
Preben Bjerregaard, svineproducent i Ibsker på Bornholm, kan ikke skjule sin begejstring for den boks, som han for blot halvanden måned siden fik installeret, så fjernstyring af hans Datamix 5000-foderanlæg er mulig.
- Det er jo et værktøj til at tilgå fodercomputeren direkte – uanset om man har travlt i høst eller ligger på stranden. For det er jo typisk der, du får den der skide alarm, påpeger svineproducenten, der driver en produktion på 800 årssøer, 23.000 smågrise og 10.000 slagtesvin fordelt på tre ejendomme, hvoraf der er mølleri på de to.
Flere muligheder
Førhen kunne Preben Bjerregaard oftest ikke gøre så meget andet end at konstatere, at han eller en medarbejder måtte ud til anlægget i stalden, når alarmen kom på telefonen. Den nye fjernstyring giver ham imidlertid de samme muligheder, som hvis han stod ved computeren ude ved anlægget.
- Nu kan jeg via telefonen gå direkte ind i og skifte til en anden komponent, hvis alarmen for eksempel skyldes en tom silo, ligesom jeg har mulighed for at styre anlægget manuelt, forklarer han og fortsætter:
- Det giver mig også nogle helt andre muligheder for at klare nogle flere opgaver hjemmefra. Jeg udarbejder selv min e-kontrol, og før skulle jeg normalt tage bilen ud til staldene for at hente de nødvendige data på fodercomputeren. Nu kan jeg tømme den for nødvendige data hjemmefra.
Ifølge Preben Bjerregaard er der mange aspekter i den nye teknologi.
- Det er jo også for personalet, at det letter hverdagen. De behøver ikke længere rende ud til anlægget, hvis de lige er i gang med noget andet.
Teknik i fokus
Ifølge den bornholmske producent har han længe søgt med lys og lygte efter lige nøjagtig denne løsning til anlægget.
- Jeg har altid været fascineret af teknik og har meget fokus på teknik, der kan gøre hverdagen lettere for teamet i stalden, fortæller han.
Og løsningen til fjernstyring er simpel. Udover en investering i boksen, der installeres ved anlægget og en fast IP-adresse, kræver fjernstyringen kun, at man downloader en app på telefonen og netværksforbindelse.
- Så hvis man får set mulighederne i den her løsning, så bliver man afhængig, understreger Preben Bjerregaard, der gør det klart, at han også skal have installeret en boks på den anden ejendom med foderanlæg, så der kan fjernstyres på begge anlæg.
En efterspurgt mulighed
Ifølge Jesper Kiib, der sammen med Phillip Andersen driver virksomheden Teknik Partner, er der også tale om en løsning, der har været efterspurgt længe blandt svineproducenter med Datamix 5000-anlæg.
- Nu har jeg været med indenfor IT og teknik til landbruget i over tretten år, og lige så længe jeg kan huske, er jeg blevet spurgt til muligheden for fjernstyring af anlægget fra telefonen. Med de gamle bokse har det bare ikke kunnet lade sig gøre, fortæller Jesper Kiib.
Men løsningen er nu fundet.
- Det er cirka to måneder siden nu, at jeg fandt den KVM-boks, der gør det muligt at fjernstyre anlægget direkte via smartphone. Og musen fungerer præcis lige så godt, som hvis du stod foran fodercomputeren, og så gør det ingen forskel, om du sidder hjemme eller på Gran Canaria. Du har præcis samme skærmbillede med dig, forklarer Jesper Kiib, der fortæller, at løsningen allerede har lettet hverdagen for mange svineproducenter.
cab@effektivtlandbrug.dk
telefon 61 20 96 65