- Det er den 30. juli kommet frem, at Hatting KS i Horsens er blevet inficeret med PRRS-EU, lyder advarslen fra svinefagdyrlæge Kristian Viekilde, Porcus på Facebook.

Selv skriver Hatting KS i en meddelelse på deres hjemmeside, at der hos Horsens-afdelingen er konstateret smitte med PRRS i et staldafsnit med 25 Duroc-produktionsorner.

Her meddeler de endvidere, at de ved rutinemæssige prøver udtaget mandag den 22. juli har konstateret at én orne reagerede positivt for PRRS. Der blev øjeblikkeligt indført salgsstop, og der blev taget omprøver lørdag morgen. Disse viste sammen med PCR-tests, at sektionen var smittet.

 

Totalsanering

Ifølge Hatting KS forefindes der kun Duroc-produktionsorner i sektionen. De øvrige staldafsnit har ikke vist PRRS-smitte i den rutinemæssige PRRS-stikprøve-overvågning senest udtaget 22. juli 2019.

Det er over 17 år siden, at en PRRS-fri Hatting KS-station senest er blevet smittet, hvor der har været risiko for, at smitten overføres med sæden. Tidligere veterinære undersøgelser har vist, at smitten kan overføres med sæden kort efter, at ornen er smittet. Risikoen betragtes dog som værende relativt lav.

Hatting KS meddeler samtidig, at Horsens-afdelingen nu vil blive totalt saneret.

 

Dyrlægens anbefaling

Ifølge svinefagdyrlæge Kristian Viekilde, Porcus, smitter PRRS gennem sæd ikke specielt let, men det smitter. Inkubationstiden er normalt fire-syv dage for PRRS-virus.

- Vi anbefaler derfor, at man går tilbage og ser på, hvor jeres ornesæd kommer fra. Er det fra Hatting KS i Horsens i ugerne (28), 29 og 30 bør man være særligt opmærksom på PRRS-symptomer og eventuelt tage ekstra blodprøver, lyder det fra Kristian Viekilde, der bemærker, at det er store værdier, der kan være på spil i det her.

 

PRRS – Porcin reproduktions- og respirationssygdom

Porcin reproduktions- og respirationssygdom (PRRS) er en virussygdom, der giver luftvejsproblemer og aborter eller for tidlige faringer hos svin.

​PRRS findes over det meste af verden, men blev første gang konstateret i USA i 1987 og i Danmark i 1992.

Udbrud af PRRS kan ligne et udbrud af influenza. Der ses feber, nedtrykthed og manglende appetit. Der kan høres hosten, og hos smågrise støder der ofte andre bakterie- eller virussygdomme til.

Hos søer er det mest fremtrædende tegn på smitte reproduktionsproblemer, der er karakteriseret ved et øget antal sene aborter, øget antal dødfødte, mumificerede eller svagfødte grise, øget dødelighed i diegivningsperioden samt øget antal omløbninger. Tiden, til søerne kommer i brunst igen efter faring, vil være forlænget, og der kan ses manglende mælkeproduktion.

Kilde: www.foedevarestyrelsen.dk