Troels Prior Larsen ser frem til Store Frødag. - Jeg ved, at frøavlerforeninger fra hele landet arrangerer busture til Store Frødag og arrangementet således trækker frøavlere også fra Jylland og Fyn, påpeger Troels Prior Larsen, der driver 200 hektar på Falster med blandt andet strandsvingel.
En stor faglig dag for alle i frøavlen uanset tilknytning til firma.
Sådan ser Troels Prior Larsen, formand for Frøsektionen under Landbrug & Fødevarer og selv frøavler på Nordfalster, på Store Frødag den 19. september.
- Jeg bakker 100 procent op om det store arrangement, hvor man kan blive klog på, hvad man kan forbedre hjemme på sin egen bedrift med egen frøavl.
Han fremhæver også de mange maskinudstillere, hvor man kan hente inspiration og få en god snak om den nyeste teknik.
For alle frøavlere
Selv om Store Frødag arrangeres af Østdansk Landboforening og ligger på Gjorslev gods på Stevns er dagen målrettte frøavlere fra alle landsdele.
- Jeg ved at frøavlerforeninger fra hele landet arrangerer busture til Store Frødag og arrangementet således trækker frøavlere også fra Jylland og Fyn, påpeger Troels Prior Larsen, der driver 200 hektar med blandt andet strandsvingel.
Han understreger, at det netop er for alle frøavlere uanset firmarelationer.
- Det har været vigtigt for mig som formand for Frøsektionen, at Store Frødag er for alle uanset hvilket frøfirma, som man er tilknyttet – uden at jeg ellers har haft nogen indflydelse på tilrettelæggelse af dagen.
Han understreger, at det naturligvis er meget interessant med besøgsmuligheden på DLFs forsøgsstation Boelshøj.
Frøhøsten går planmæssigt med et lille plus på udbytterne trods det ustadige vejr
Vigtigt tema
Vigtig er også årets tema om efterbehandling af frøafgrøder, hvor for eksempel spotsprøjtning kan være højaktuelt.
- Det er nu, vi skal til at rydde op i både etablerede frømarker og i nyetablerede marker for vanskelige ukrudtsarter.
- Men ellers er efterbehandling jo tørreri samt afpudsning af hensyn til frøsætningen næste år. Selv om man høster godt og med høj spireevne, så kan man næsten ødelægge meget inde på tørreriet, hvis ikke man har styr på det.
Her vil der altid være nyt at lære selv for erfarne frøavlere.
Troels Prior Larsen ser ukrudtsbekæmpelse som et andet stort problemområde, hvor manglen på midler er en stor udfordring.
- Endelig er placeringen af Store Frødag på Gjorslev gods også i sig selv en meget interessant ting, som mange nok gerne vil se nærmere på, slutter formanden for Frøsektionen.