Kemisk luftrensningssystem fra Lely fremgår nu af Miljøstyrelsens Teknologiliste.
Den miljøteknologiske løsning fra Lely, Lely Sphere, er optaget på Miljøstyrelsens Teknologiliste, der nu administreres af Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø. Det oplyser Miljøstyrelsen i en pressemeddelelse.
Hvis en miljøteknologi optages på Teknologilisten, kan dens effekt fradrages, når kommunalbestyrelsen i den enkelte kommune beregner et ansøgende husdyrbrugs ammoniakemission.
Lely Sphere er kemisk luftrensning i kombination med separationsstrimler i spaltegulve og gødningsrobot til fjernelse af fast gødning. Og teknologien kan anvendes i nye og eksisterende kvægstalde indrettet med sengebåse og spaltegulv i gangarealerne.
Der er dokumenteret en ammoniakreducerende effekt på 66 procent af staldens samlede ammoniakemmision.
Ansøgningen redegjorde ifølge Miljøstyrelsen blandt andet for fire tests af teknologien, som var foretaget på husdyrbrug i Nederlandene.
Lely Sphere modtog desuden sølvprisen ved dette års Landsskue ved uddelingen af Landsskuets nyhedspris 2024.
Sådan virker Lely Sphere
Reduktion af ammoniakfordampningen sker ifølge producenten ved at lukke spalterne med separationsstrimler, der har drænhuller til urinen, hvor urinen løber ned i gyllekanalen. Gødningen bliver opsamlet af en Lely Discovery 120 Collector gødningsrobot.
Ved at installere separationsstrimler i spalteåbningerne forhindres gyllegasser i at trække op i stalden. Dermed kan gyllekanalen effektivt suges fri for gyllegasser vedhjælp af ventilatorer, og dermed vil ammoniakken ikke fordampe ud via staldrummet.
Luftrensningssystemet består af en filterenhed, hvor der er en søjle med et fyldmateriale, der løbende holdes fugtigt med en forsuret væske.
Udsugningen fra gyllekanalen med integreret luftrensning består af moduler (Lely N-Captures), der placeres uden for stalden. Når luften passerer gennem luftrensninsgssystemet, opsamles ammoniakken i væsken, hvorefter den rensede luft forlader systemet.
Ved at tilsætte en mindre mængde svovl- eller salpetersyre til væsken, bindes ammoniakken som enten ammoniumsulfat eller ammoniumnitrat.
Landsskuets nyhedspris 2024
Nyt system til at reducere ammoniakfordampning