Transport til Storbritannien kører efter brexit

Mange danske virksomheder med eksport og handel med Storbritannien havde frygtet, at brexit ville påvirke transporten mellem landene kraftigt. Noget tyder på, at det ikke er sket

Frygten for, at al transport til Storbritannien ville blive meget svær efter brexit, er gjort til skamme. En række danske eksportvirksomheder til de britiske øer melder i hvert fald om en ganske let overgang til de nye spilleregler. Det skriver Finans.

- Trafikken med gods mellem Danmark og Storbritannien har kørt upåklageligt og uden forsinkelser. Også vores godstransport over Den Engelske Kanal er forløbet fint og uden kødannelser. Vi har haft et supergodt samarbejde med myndighederne, og de it-systemer, vi har opbygget til at håndtere trafikken efter brexit, fungerer som de skal, fortæller Nicole Seroff, kommunikationschef hos DFDS, til mediet.

Mens virksomheder som Danish Crown og Arla rapporterer, at danske råvarer passerer relativt ubesværet over den nye grænse, melder DI om toldbesvær for danske virksomheder, der har bearbejdede råvarer fra tredjelande og sender dem videre, da de i nogle tilfælde vil blive pålagt told.

Læs også