Olieforbruget i transportbranchen falder
For tiden opleves der markant stigning i olieprisen. Til gengæld viser tal nu, at olieforbruget i transportbranchen falder

Olieforbruget i transportbranchen falder viser nye tal. Foto: Colourbox
Transportens andel af olieforbruget i Danmark er i perioden steget fra cirka 28 procent i 1972 til i dag at udgøre mere end 80 procent. Det oplyser Drivkraft Danmark i sin Branchestatistik 2021, som netop er udkommet, skriver Transportmagasinet.
Drivkraft Danmark er branche- og arbejdsgiverorganisation for selskaber, der leverer brændstof og el-ladning til transporten, raffinaderierne samt LPG-branchen.
I faktiske tal er olieforbruget til transport steget med næsten 50 procent siden 1972; men siden 2007 er forbruget af olie til transport dog faldet med næsten 10 procent, på trods af at transporten i samme periode er steget med mere end 10 procent.
En foreløbig opgørelse for 2020 viser et fortsat fald i forbruget af olieprodukter. Det er særligt forbruget af benzin og diesel, som er faldet i 2020 – men det skyldes nedlukningen af Danmark i flere perioder gennem 2020 som følge af Covid-19.