Alarmanalyse og sikring mod driftsforstyrrelser
Med Skiolds nye styresystemer kan man, afhængigt af anlæggets udstyr og styresystem, fortælle præcist hvilken maskine, motor, føler, omdrejningsvagt, positionsswitch etc., der forårsager hver enkelt alarm.

Fremtidens styresystemer fra Skiold er Windows-baserede løsninger med intuitiv betjening.
Grisen skal have det rigtige foder på det rigtige tidspunkt – hver dag. Dette kræver driftssikre anlæg – hver dag.
- Men ingen anlæg kører 365 dage - år efter år - uden nedbrud eller utilsigtede driftsstop på grund manglende overvågning og vedligehold, fastslår Kurt Henriksen, der er ansvarlig for salget af anlæg til svinesektoren på det danske og asiatiske marked hos Skiold.
Han forklarer, at historisk set har de fleste anlægstyper og kontrolsystemer kun kunne fortælle, at anlægget er gået i alarm og står stille.
– De mere avancerede anlæg har kunnet give et hint om, hvilken type alarm der var tale om - og måske endda hvor man skulle lede efter fejlen.
Præcise alarmer
Med Skiolds nye styresystemer kan man, afhængigt af anlæggets udstyr og styresystem, fortælle præcist hvilken maskine, motor, føler, omdrejningsvagt, positionsswitch etc., der forårsager hver enkelt alarm.
- Dette gør det hurtigere at finde og udbedre fejlen og sikre mod langvarige driftsstop, pointerer Kurt Henriksen.
Systemets alarmanalyse opsamler og sorterer alle alarmerne og giver, ved hjælp af simple grafer og »lagkage-grafik« et overblik over, hvilke problemer anlægget har.
Salgschefen pointerer, at på en bedrift vil der ofte være mange medarbejdere, der over en periode betjener og afhjælper alarmer.
- Og det kan derfor være svært at få et overblik, der viser, om det f.eks. er en enkelt maskine, der ofte giver problemer, eller det er en råvare, der ofte danner bro i en silo eller i et påslag.
- Finder man f.eks. ud af, at der har været 15 alarmer på en måned, fordi der er en mineralblanding, som hænger i et påslag – så kunne det måske være en god ide at installere et omrøresystem i påslaget, råder Kurt Henriksen.
Forebyggende service
Alarmanalyser giver også en god pejling i forhold til, hvor ofte eller hvornår det er tid til at udføre et forebyggende service på anlægget.
- Som noget helt nyt tilbyder vis hos Skiold nu at sørge for backup af data fra mølleri- eller fodringsanlæg, således man hurtigt kan komme i drift, hvis det værste skulle ske og alle indtastede data om anlæg og grise forsvinder, nævner Kurt Henriksen.