Der er mindre lugt og ventilatorstøj

Søren Christensen fra Sinding ved Herning er især optaget af det store luftvolumen inde i Intellistalden og hvordan den naturlige ventilation kommer til at fungere.
- En slagtesvinegård der ikke lugter.
Lige netop ventilationsprincippet med naturlig ventilation i grisenes opholdszone og gulvudsugning fanger interessen for Søren Christensen fra Sinding ved Herning.
- Helt ærligt, så lugter det altså temmelig meget fra mange af de ældre slagtesvinestalde, der står rundt omkring, siger han.
- Der ser spændende ud, dette her. Med gulvudsugningen er der tale om langt mindre mængde luft, der skal suges ud. Og på en dag som i dag, hvor det er varmt og solen skinner, skal skodderne sikkert stå helt åbne alle sammen. Alligevel er det vigtigt, at der er noget varme, der får luften til at bevæge sig op til skodderne i kippen.
- Jeg tror, det er vigtigt, man kan tilsætte ekstra varme for at øge luftskiftet, siger han og peger på de radiatorrør, der sidder langs ventilationsklapperne længst ude.