Der skal tre ugers tørvejr til

Vandet står kun 20-30 centimeter nede mange steder i Vendsyssel, så det trækker ud med at få drænet. Hertil kommer økonomisk tilbageholdenhed blandt landmænd i landsdelen.

- Der skal tre ugers tørvejr til, inden vi kan komme ud og dræne, siger Jens Skjoldager, indehaver af Skjoldager Dræn- & Entreprenørforretning ApS, Bjergby nord for Hjørring.

- Det er ekstremt vådt heroppe. Grundvandet står mange steder kun 20-30 centimeter nede, fortæller Jens Skjoldager.

- Derfor kan vi ikke køre nogen steder og lave noget ordentligt drænarbejde, lyder det fra den vendsysselske entreprenør, der udfører drænopgaver over stort set hele Vendsyssel.

 

Økonomisk tilbageholdenhed

Ifølge Jens Skjoldager er det imidlertid ikke kun de store mængder vand på markerne, der lægger en mærkbar bremse på dræningsaktiviteterne i de allernordligste egne af Danmark.

- Vi kan stadig mærke en vis økonomisk tilbageholdenhed blandt landmændene. Og det selv om økonomien hos mange af dem er blevet betydeligt bedre på det sidste - i særdeleshed blandt grisefolkene, siger han.

Det vendsysselske entreprenørfirma ligger derfor ikke inde med de store ordrer på dræningsopgaver.

 

Mindre opgaver ligger og venter

- Vi har da godt nok lidt mindre opgaver, der ligger og venter. Men det er jo selvfølgelig de steder, hvor der er mest vådt, så det vil trække ud, inden vi kan få lavet disse opgaver, påpeger Jens Skjoldager.

- Når vi er så langt henne på året, som vi er nu midt i marts, så skal folk have kørt noget gylle ud, så snart det er til at køre. Og når der er kørt gylle ud, går de helt sikkert i gang med at så, siger han.

- Heroppe er det ikke så almindeligt at få drænet i vækstsæsonen. Derfor tror jeg ikke, at vi kommer til at dræne ret meget i det her forår, slutter Jens Skjoldager.

 

Læs også