Folketingspolitikere roser Sønderjysk Familielandbrug
- Tillykke, godt kæmpet, lyder det fra Folketingsmedlemmerne Hans Chr. Schmidt (V) og Troels Ravn (S).

Billedet er fra Sønderjysk Familielandbrugs rundvisning på Christiansborg i midten af december. Midt i billedet ses Antoni Stenger, Sønderjysk Familielandbrug, Hans Christian Schmidt (V) og Troels Ravn (S).
Lykønskningen vedrører vedtagelsen af den nye model for sælgerpantebreve, som er en kærkommen julegave for landbruget og landdistrikterne.
Sælgerpantebrevene giver de unge bedre muligheder for at etablere sig som landmænd. En mærkesag for Familielandbruget, som organisationens ildsjæle har kæmpet for i årevis.
De to politikere benytter lejligheden til at rose Sønderjysk Familielandbrug og formand Antoni Stenger.
Insisterende, utrættelig og konstruktiv
- Insisterende, utrætteligt og konstruktivt har Familielandbruget gennem mere end 6 år inviteret på kaffemøder, taget turen til København og ved møder på kontorer, i ministerier og ved foretræder i Udvalget for Landbrug og fødevarer, sat sælgerpantebrevet på dagsordenen. Endelig kom det i hus. Godt kæmpet, lyder det til Antoni Stenger og Sønderjysk Familielandbrug i politikernes debatindlæg i Effektivt Landbrug.
Da en bus fuld af medlemmer fra Sønderjysk Familielandbrug besøgte Christiansborg, i midten af december, benyttede Troels Ravn også lejligheden til at rose Antoni Stenger for ihærdighed og vedholdenhed ift. at tale medlemmernes sag, bl.a. vedr. pantebrevsmodellen.
- Det her er et godt eksempel på, at flid og dialog betaler sig, siger Antoni Stenger, Sønderjysk
Familielandbrug. - Vi har et godt samarbejde med Hans Christian Schmidt og Troels Ravn, der er opstillet i hhv. Vojens og Vejen. De er lydhøre over for de udfordringer, vi kæmper med i landbruget og lokalt, og de vil gerne diskutere de løsningsforslag, vi kommer med, som f.eks. pantebrevsmodellen, fortæller han.
Endelig en realitet
Fra Lone Andersen, formand for Familielandbruget, er der også positive vibrationer: - Yes. Efter 10 års politisk kamp for pantebrevsmodellen, støtter regeringen nu op om at indføre den her pr. 1. januar 2020. Familielandbruget fik ideen, og Landbrug & Fødevarer har også arbejdet 100 procent for forslaget. Så 1000 tak til regeringen og alle de partier, der har hjulpet med at få realiseret lovændringen.
jba