Hold skadedyr væk fra kornlageret
Det er med at få rengjort kornlageret grundigt nu, før den nye høst tages ind, råder Seges.

Hvis du ikke får rengjort kornlagre og siloer ordentligt, inden den nye høst skal på lager, er risikoen for besøg af skadedyr som eksempelvis kornsnudebillen stor. Foto: Seges
Det er med at få gjort kornsiloer og andre lagerrum rene, inden høsten går ind, for det er nu, mens lagrene er små at du kan forebygge ubudne gæster i form af kornsnudebiller og andre skadedyr. Det skriver Seges.
Alt gammelt korn og melstøv bør fjernes fra lagrene og fra de tilhørende transport- og indtagningsfaciliteter, inden du starter rengøringen. Også før en eventuelt kemisk bekæmpelse er det mest optimalt for behandlingens virkning at svinge både kost og støvsuger, råder Seges.
Går du efter kemisk behandling er K-Obiol EC 25 godkendt til bekæmpelse af kornskadedyr i tomme kornlagre. Midlet udbringes med rygsprøjte på grove overflader med en dosis på 30 ml i fem liter vand. Det rækker til 50 kvadratmeter. På jævne overflader doseres 60 ml i fem liter vand, hvilket rækker 100 kvadratmeter.
Husk virkningstid
K-Obiol EC 25 virker i 6-16 uger afhængig af overfladens beskaffenhed, længst på glatte overflader og kortest på porøse overflader og beton. Mod rismelbillen, som er langt mindre udbredt end kornsnudebiller, er virkningstiden 4 uger. Midlet må maksimalt anvendes en gang årligt.
AquaPy er også i tomme lagre godkendt til bekæmpelse af den voksne kornsnudebille og andre kravlende insekter, men midlet virker kun få timer, og insekterne skal derfor rammes direkte. Her rækker en halv liter af midlet blandet med 4,5 liter vand til 100 kvadratmeter.
Behandling udføres to gange med omkring en times mellemrum, da første behandling også har til formål at aktivere billerne.
Bekæmpelse i lagret korn
Skal du have bugt med skadedyrene, når lageret er fyldt, kan du bruge K-Obiol ULV 6, der dog ikke skal opblandes med vand. Midlet udbringes/påføres kornet med specielt ULV udstyr, hvor dysen placeres således, at kornet falder igennem ULV tågen.
Alternativt er en placering over transportbåndet eller i kornsneglen, her er det dog afgørende, at dysen placeres, hvor der er et konstant flow af korn.
K-Obiol ULV 6 er godkendt mod kornsnudebiller til brug i selve kornet med en dosis på 4,2 liter pr. 100 tons korn. Midlet må maksimalt anvendes en gang pr. parti.
Drejer det sig om større anlæg og kornpartier kan skadedyrene eventuelt »gasses« med et fosforbrinteprodukt, men kun firmaer med særligt udstyr og speciel tilladelse må foretage denne behandling.
På Aarhus Universitets hjemmeside kan du finde yderligere oplysninger om skadedyrenes udseende og biologi. Skadedyr i kornlagre er oftest kornsnudebiller, savtakket kornbille, australsk tyvbille, rismelbiller, melbiller, lagermider og frømøl.