Case IH fortsat i Syd- og Sønderjylland
Brdr. Holst Sørensen har indgået en femårsplan med Case IH om fortsat at forhandle af Case IH-produkter i Syd- og Sønderjylland.

Brdr. Holst Sørensen har indgået en femårsplan med Case IH om forhandling af Case IH-produkterne i Syd- og Sønderjylland. På billedet ses fra venstre Rasmus Buhl, distriktschef Case IH, Lars Andersen, medindehaver Brdr. Holst Sørensen, Søren Holst Sørensen, medindehaver Brdr. Holst Sørensen og Jes Hamann, sælger hos Brdr. Holst Sørensen.
Brdr. Holst Sørensen A/S har været Case IH-forhandler siden 2005, og derfor kan det komme som en overraskelse, at samarbejdet nu »genlanceres«.
Sagen er den, at selv et mange årigt samarbejde kan trænge til fornyelse, og det er baggrunden for det arbejde, som er foregået hen over det seneste år mellem Brdr. Holst Sørensen og Case IH.
Resultatet er en styrkelse af samarbejdet og en styrkelse af Case IH i det syd- og sønderjyske område, der blandt andet indebærer en opdatering af faciliteterne i Obbekær og en større grad af fokusering på Case IH-produkterne fra Brdr. Holst Sørensen.
De andre importaktiviteter Brdr. Holst Sørensen har fortsætter uændret, men der vil være en resursemæssig opdeling af personalet, et team med fokus på Case IH og et team med fokus på importmærkerne Merlo, Giant og SiloKing.
Femårsplan
Det nye Case IH-team hos Brdr. Holst Sørensen vil bestå af Lars Andersen med ansvar for salg, Jesper Andersen med ansvar for service, og Lars Holst med ansvar for reservedele, tilsammen har de 42 års erfaring med Case IH.
Derudover vil der først i 2020 blive ansat en ny sælger, som kun kommer til at arbejde med Case IH herunder øget fokus på de røde høstmaskiner, ligesom Jes Hamann også vil indgå i Case IH-salgsteamet, som i løbet af 2020, vil bestå af fem sælgere som også inkluderer Hans Jørn Frost fra Frost Maskinservice.
- Vi har i samarbejde med Brdr. Holst Sørensen lavet en femårsplan for Case IH i Syd- og Sønderjylland, hvor vi har fastsat nogle ambitiøse mål og samtidigt udarbejdet en plan for, hvordan vi i fællesskab opnår disse mål, fortæller Markus Ågren, Business Director for Norden & Baltikum hos Case IH.
- Baggrunden for de salgsmæssige mål er at opnå en volume, hvor vi sikrer, at Brdr. Holst Sørensen fremadrettet kan udvikle deres forretning, og i sidste ende handler det om at kunne tilbyde Case IH-kunderne i området en høj service, påpeger Markus Ågren.