- Vejrsituationen er ekstrem og skaber en ekstrem situation i landbruget. I Seges sender vi løbende opdateret faglig viden ud til landmænd og landbrugsrådgivere. En anden central opgave for Seges er på vegne af alle landmænd og sammen med Landbrug & Fødevarer at søge om dispensationer og suspendering af regler, så vi skaber alternative muligheder i en meget presset situation. Indtil nu har vi i Landbrug & Fødevarer og Seges opnået en del dispensationer, siger direktør for Innovation i Seges, Ejnar Schultz.

- Som landbrugets eget faglige kraftcenter gør vi alt, hvad vi kan for at forsøge at afbøde nogle af følgerne af tørken. Vi samarbejder med rådgivningsvirksomhederne i DLBR, som har den direkte dialog med landmændene. På den måde supplerer vi hinanden, siger Ejnar Schultz.

Man kan finde den faglige viden og læse om dispensationerne på vidensportalen Landbrugsinfo, hvor Seges har oprettet en side, der formidler faglig info relateret til tørken. Siden opdateres løbende i takt med, at situationen udvikler sig, høsten skrider frem, og dispensationer med mere kommer på plads. Seges skubber også indholdet ud på sine øvrige kanaler, for eksempel Seges' facebook-sider.

Udover dette arbejder Landbrug & Fødevarer sammen med Seges også på en midlertidig suspension af suspenderet regler, der forhindrer landmænd i at afbøde tørkens følger. På nogle af områderne har Landbrug & Fødevarer og Seges allerede opnået dispensation, andre afventer myndighedernes svar. 

Landbrug & Fødevarer kæmper desuden for udsættelse af jordskat, momskreditter og forskudsbetaling af landbrugsstøtten.