Den amerikanske svinepris er tilbage i stigende tendens

Den amerikanske svinepris er gået godt opad siden april måned, og er nu tilbage i decideret stigende trend.

Den amerikanske svinepris tog godt nok et ryk ned i sidste del af 2020. Men siden starten af det nye år er det atter gået godt op for den amerikanske svinenotering.

Det tager jeg som et signal til, at svinepriserne på verdensplan ikke ryger imod gulvet igen, til trods for at Kina er ved at få opbygget deres svinebestand, efter års kamp imod den frygtede afrikanske svinepest.

De tekniske indikatorer har udvist stigende styrke i opadgående retning for den amerikanske svinenotering siden april måned sidste år, og det stigende opadgående momentum er fortsat tiltagende, hvilket taler for fortsatte prisstigninger.

Fordobling

I skrivende stund handler svineprisen i USA til 72,375 US-cent pr. pund, efter i november måned at have været nede og runde 63 US-cent. Set i det store perspektiv, så er den amerikanske svinepris derfor allerede gået godt op siden april måned sidste år, hvor den var nede og runde et lavpunkt i blot 31 US-cent pr. pund – det laveste niveau, den amerikanske svinepris nogensinde har handlet til på den amerikanske børs for handel med svinekød.

Med en aktuel pris på 72 dollar er den amerikanske svinenotering dermed blevet mere end fordoblet siden april måned.

Det betyder samtidig, at den amerikanske svinepris nu kan betragtes som værende i stigende trend. Det umiddelbare mål for den ligger helt oppe i området omkring 90 US-cent pr. pund. Det vil være det højeste niveau, som den amerikanske svinepris har handlet til set hen over de seneste fem år.

Pristoppe

Det er samtidig ikke helt usandsynligt, at den amerikanske svinepris kan søge endnu højere op imod de historiske pristoppe, der gjorde sig gældende tilbage i 2014 i området omkring 130 US-cent pr. pund.

I så fald vil det være en begivenhed, der også vil kunne holde svineprisen i Europa oppe på et lukrativt og højt niveau.

CME Lean Hogs, 1st pos.

Aktuel pris: 72,375 USc pr. pund

Anbefaling

Jeg forventer, at svineprisen i USA kan gå yderligere op. Hvis den amerikanske svinepris bryder over modstand i 90 US-cent, vil trenden teknisk set vende til op på den helt lange bane, og det vil signalere, at opturen for alvor vil starte for svineprisen i USA imod historiske pristoppe fra 2014.

Analyse

Modstand: 90 USc

Støtte: 63 USc

Trend kort: Op

Trend lang: Op

Lyt også til den nyeste markedspodcast med Peter Arendt og Jacob Lund-Larsen

Disclaimer:
Handel med futures er forbundet med en stor risiko for tab. Vær derfor opmærksom på, om futures er egnet for dig og din finansielle situation, inden du handler.

Læs også