Lyt også til den nyeste markedspodcast med Peter Arendt og Jacob Lund-Larsen
Disclaimer:
Handel med futures er forbundet med en stor risiko for tab. Vær derfor opmærksom på, om futures er egnet for dig og din finansielle situation, inden du handler.
Forleden kunne jeg skrive om en meget stabil oliepris, der ikke så ud til at ville hverken opad eller nedad.
I dag er situationen en anden. Således har olieprisen i løbet af ugen foretaget et kraftigt dyk i nedadgående retning i sympati med de store kursfald, der har gjort sig gældende på alverdens aktiemarkeder.
Ligesom aktiemarkedet er olieprisen derfor også i denne uge gået tilbage i nedtrend efter godt et halvt år med meget stabil sidelæns handel.
Forskellen på aktiemarkedet og oliemarkedet er, at aktierne ligger højt og derfor kan falde meget. Derimod ligger olieprisen i forvejen lavt, hvilket sætter en naturlig grænse for, hvor langt ned olieprisen kan gå her fra.
Mulighed
Derfor opfatter jeg den aktuelle situation med en faldende oliepris som en mulighed for at købe op på langt sigt, når det igen begynder at pege opad. I første omgang ser det dog ud til, at vi skal se en oliepris søger yderligere sydover.
I skrivende stund handler prisen for den europæiske referenceolie, Brent, til 37,65 dollar pr. tønde efter i går at have været nede i 36,60 dollar pr. tønde.
Dermed har olieprisen netop brudt bunden af det prisinterval, der har udviklet sig siden juni måned, gående fra bund og støtte ved 37 dollar pr. tønde og op til top og modstand i godt 46 dollar pr. tønde.
Med denne uges nedadgående brud kan en ny nedtur til bunde fra coronakrisens første fremfærd ved 15 dollar ikke udelukkes.
Mål i 20-30 dollar
Dog tror jeg ikke, at olieprisen skal helt tilbage mod de 15 dollar fra april måned. Situationen var langt mere kaotisk på oliemarkedet under første coronabølge.
Men nedad forventer jeg, at det vil gå i en periode. Umiddelbart ser jeg olieprisen have mål nede i området omkring 20 til 30 dollar pr. tønde. En pris i dette leje vil være et oplagt signal til langsigtet indkøb af olie.
De tekniske indikatorer er nu også begyndt at pege nedad efter i lang tid at havde udvist stabilitet. Derfor bakker de tekniske indikatorer også op om denne uges nedadgående brud af de seneste seks måneders stabile sidelæns handel.
Brent, 1st pos.
Aktuel pris: 37,65 Usd/tønde
Anbefaling
Olieprisen bryder i denne uge med et halvt års sidelæns handel – i nedadgående retning. Aktuelt brud under støtte ved 37 dollar har frembragt et salgssignal for olie med mål nede i området omkring 20 til 30 dollar. En pris nede i dette område vil være en oplagt købsmulighed.
Analyse
- Modstand: 46 $
- Støtte: 37 $
- Trend kort: Ned
- Trend lang: Ned