Stor efterspørgsel på dygtige landbrugselever

Jobopslaget skal ud i god tid, hvis landmændene skal gøre sig håb om at få en elev til mark eller stald. Der er blevet flere, der må søge elever forgæves.

Der er virkelig rift om de unge landbrugselever. Mange elever får tilbudt både 2-3 forskellige elevpladser, inden de slår til, så landmændene skal stå tidligt op, hvis de vil have fat i de dygtigste elever.

- Eleverne kommer ikke længere af sig selv. De har rigtig mange muligheder for at komme i praktik både herhjemme og i udlandet, så man kan ikke forvente, at man kan finde den rigtige medarbejder så let som ingenting. Landmændene skal selv gøre en indsats og være med til at gøre sig attraktive, siger praktikvejleder Kasper Hansen fra Dalum Landbrugsskole.

Efter sommerferien sender Dalum Landbrugsskole et nyt hold grundforløbselever ud i praktik. Ud af 54 elever er det kun to-tre stykker, som endnu ikke har underskrevet en praktikaftale.

- Der er lærepladser nok til alle, men det er ikke altid, at man kan opfylde alle elevernes ønsker. Nogle fagområder i landbruget er mere attraktive end andre, og nogle landmænd må gøre sig ekstra umage og sælge sig selv godt, hvis de skal kunne tiltrække de dygtigste elever, siger praktikvejlederen.

Mange læremestre – få elever

Han opfordrer landmændene til at være ude med jobopslag i god tid og fokusere både på virksomhedens og elevernes behov.

- Når man siger ja til en elev, skal man også have lyst til at investere noget tid i et ungt menneske. Man skal tage sig tid til at forklare, hvordan tingene hænger sammen og tænke over, hvordan man vil give sin viden videre. Man skal kunne skabe en god relation, og når du kan det, så får du også et godt udbytte, siger Kasper Hansen.

Som praktikvejleder bruger han mange timer på landevejen for at besøge landmænd og skabe en god kontakt mellem skolen og virksomhederne. Han roser samarbejdet med landmændene og beklager, at nogle landmænd må lede forgæves efter elever.

- Vi er stolte over at have så mange læremestre, som vil være en del af elevernes uddannelsesforløb, men jeg kan godt være lidt ærgerlig over, at vi ikke kan servicere dem alle, siger Kasper Hansen.

 

Læs også