Det er forbundet med livsfare at være landmand flere steder i Ukraine på grund af krigen mod Rusland.

I løbet af de seneste tre år er der adskillige eksempler på, at Rusland har målrettet angreb mod ukrainske landmænd. Og tidligere på måneden udførte russiske styrker et voldsomt angreb mod svineproduktionen på gården Svitanok i Kharkiv-regionen i det sydøstlige Ukraine. Det skriver Farmers Weekly.

Ifølge ukrainske rapporter brugte russerne 20 droner af Shahed- og Geran-typen ved angrebet, der fandt sted natten til den 4. oktober. Angrebet ødelagde gården, og slog over 13.000 grise ihjel.

- Bomberne ramte mange af vores bygninger, og ødelagde dem fuldstændigt. fvi har tabt mere end 13.000 grise, det er år af avl og produktio, der er gået tabt, siger direktør for Svitanok, Oleksandr Kolisnyk, og fortsætter:

Overtrædelse af krigens love

- Russerne rettede angrebene mod vores farm med vilje, og angreb os i løbet af 4 timer med 20 og 40 minutter mellem hvert droneangreb.

Det er en overtrædelse af Geneve-konventionen at angribe civile og fødevareforsyninger, der er esentielle for civile.

Tidligere denne uge kom det frem, at Ukraine har mangedoblet sin import af svinekød fra blandt andet Danmark, og det hænger sammen med de målrettede angreb på sektoren.

I regioner som Sumy, Kherson og Donetsk er svineproduktionen på det nærmeste blevet udslettet, oplyser det ukrainske forbund for svineproducenter.