Manglen på slagteriarbejdere i Storbritannien begynder nu for alvor at få konsekvenser for landets svineproducenter, der i flere tilfælde har måttet nødslagte raske dyr.
Der er fortsat ikke fundet en løsning på manglen på arbejdskraft på slagterier i Storbritannien, og det fortsætter med at skabe problemer for landets svineproducenter.
Således er man på flere bedrifter gået i gang med at aflive grise. Ifølge Zoe Davies, der er direktør for den britiske svineprocentforening, National Pig Association, er der allerede blevet slagtet 600 raske, men alt for store grise, fordi der ikke længere var plads til dem på de pågældende bedrifter.
Grisene kan ikke bruges til fødevarer på grund af de fortsat gældende EU-regler, og bliver nu formentlig lavet om til biodiesel.
- Vi er gået ind i en ny fase. I første omgang lavede producenterne nødplaner, men nu er vi ved at løbe tør for plads, for grisene fortsætter med at vokse, og der er flere grise på gårdene, end vi kan arbejde med, siger Zoe Davies til avisen The Guardian.
- Nu må man enten holde op med at avle på avlssøerne, hvilket nogle landmænd gør, eller man må nedbringe antallet af grise på bedrifterne, så den manglende plads ikke går ud over dyrevelfærden. Vi er kommet et sted hen, hvor vi ikke burde være kommet, siger hun til avisen.
I starten af september måned var der ifølge Farming UK 85.000 ekstra grise end normalt på de britiske landbrug, og det tal har siden været stigende med cirka 15.000 om ugen. Samtidig melder tv-stationen Sky News, at flere slagterier har nedsat deres slagtekapacitet med op mod 20 procent på grund af mangel på arbejdskraft.
Boris Johnson i modvind
For flere landmænd er situationen ved at blive desperat, og en kommentar fra premierminister Boris Johnson har ikke gjort svineproducenterne mildere stemt.
I forbindelse med det regerende konservative partis årskongres i Manchester blev Boris Johnson spurgt om situationen på besætningerne, og svarede, at grise der dør, er en naturlig udvikling.
- Har du nogensinde spist en bacon-sandwich? De grise der leverede kødet til det, var heller ikke i live, da du spiste sandwichen, svarede Boris Johnson, umiddelbart ikke vidende om forskellen på at slagte og aflive en gris til BBC Radio.
Udtalelsen skabte oprør blandt flere svineproducenter, der protesterede udenfor kongressen.
- Hvis han ikke kan forstå forskellen på at slagte en gris på et slagteri og så at slagte og forbrænde en gris på en gård og dermed ikke få den til at blive en del af fødevarekæden, så har vi nok ikke noget håb, siger svineproducent Katie Morgan til Sky News.
Integration i politisk hårdknude
En talsmand for den britiske fødevarestyrelse, Defra, siger at man er klar over situationens alvor.
- Vi forstår vigtigheden af at have sæsonarbejdere, og er klar over de udfordringer, som svineproducenterne har på grund af covid-19 og mangel på arbejdskraft, og Defra arbejder tæt sammen med svineproducenter og slagterier for at finde en løsning, siger talsmanden.
Men ifølge avisen The Times har indenrigsminister Priti Patel afvist at drøfte mulighederne for at læmpe de nationale regler om visum, hvilket kunne åbne op for, at 1000 slagtere kunne komme ind i landet fra især Østeuropa og dermed hjælpe til med at få situationen under kontrol.
Avisen skriver, at Patel er bekymret over, om en sådan ordning vil kunne sætte en kæp i hjulet for de strenge integrationsregler, som Storbritannien har indført efter skilsmissen fra EU.