Naturbeskyttelse med folkelig opbakning

Natur- og biodiversitetsloven bliver en af de mest betydningsfulde naturpolitiske beslutninger i mange år. Loven skal sætte retningen for, hvordan vi beskytter naturen, styrker biodiversiteten og forvalter de arealer, som kommende generationer skal overtage.

Målet er der bred enighed om. Globalt har verdens lande aftalt, at 30 procent af land- og havarealerne skal beskyttes. EU har tilsvarende besluttet, at 30 procent af naturen skal være beskyttet, og at 10 procent heraf skal være strengt beskyttet. Danmark har lagt sig op ad disse ambitioner, og der er bred politisk opbakning til målsætningen.

Det er positivt. Biodiversiteten er under pres, og vi har brug for mere og bedre natur. Men når målene er fastlagt, begynder den vigtigste diskussion: Hvad betyder beskyttelse egentlig?

For nogle synes svaret at være enkelt. Naturen har bedst af, at mennesker holder sig væk. Jo færre menneskelige aktiviteter, desto bedre natur. Den tankegang fylder stadig mere i debatten om både beskyttet og strengt beskyttet natur. Men det er en forståelse af naturen, som fortjener modspil.

Oplevelser skaber forståelse

Mennesket er ikke en fremmed art i naturen. Vi har været en del af landskabet, økosystemerne og naturforvaltningen i årtusinder. Derfor bør beskyttelse ikke automatisk betyde udelukkelse.

Hvis svampesamlere, bærsamlere, lystfiskere, jægere og andre naturbrugere gradvist skubbes ud af naturen, fordi menneskelig aktivitet i sig selv opfattes som et problem, bevæger vi os væk fra naturforvaltning og over i en ideologisk diskussion om, hvorvidt mennesker overhovedet hører hjemme i naturen.

Den tilgang risikerer at skabe afstand mellem mennesker og natur på et tidspunkt, hvor vi har brug for det modsatte.

For naturbeskyttelse handler ikke kun om arealer og paragraffer. Det handler også om opbakning. Mennesker beskytter det, de kender, bruger og føler ansvar for. Oplevelser i naturen skaber forståelse for dens værdi og engagement i dens fremtid.

Derfor er visionen om en natur, der primært skal betragtes på afstand, problematisk. Naturen må ikke udvikle sig til et udstillingsvindue, hvor mennesker kun har rollen som tilskuere.

Natur med plads til mennesker

Det betyder ikke, at alle aktiviteter skal kunne foregå overalt. Nogle steder kan restriktioner være nødvendige for at beskytte særligt sårbare arter eller naturtyper. Men sådanne beslutninger bør træffes konkret og med udgangspunkt i de faktiske forhold – ikke ud fra et generelt princip om, at natur og mennesker skal adskilles.

Netop den pragmatiske tilgang afspejles også i EU’s retningslinjer for beskyttet og strengt beskyttet natur, hvor beskyttelse ikke nødvendigvis er ensbetydende med total udelukkelse af bæredygtige aktiviteter.

Debatten om naturens fremtid bør derfor ikke handle om natur eller mennesker. Den bør handle om, hvordan vi skaber mere natur med plads til mennesker, der bruger den ansvarligt.

For målet må være mere natur – ikke mindre menneske.

Naturbeskyttelse bliver stærkest, når den bygger på både biodiversitet, ansvar og folkelig opbakning. Hvis vi lykkes med den balance, kan vi skabe mulighed for en natur, der både er rigere på arter og rigere på mennesker, der føler ejerskab for at passe på den. Bæredygtig benyttelse skaber grundlag for forståelse og ejerskab overfor at beskytte naturen.