Peta klager over dræbt gris i ny serie

Billedet forestiller ikke den omtalte gris.
I en kommende Netflix-serie af den danske succesinstruktør Nicolas Winding Refn er der angiveligt en gris, der bliver skudt og dræbt.
Dette får nu den amerikanske interesseorganisation Peta (People for the Ethical Treatment of Animals) op af stolene med et klagebrev til Netflix’ direktør Reed Hastings. De anmoder om, at den angivelige scene i filmen bliver skåret væk.
»At tage livet af et bevidst og følende dyr for en serie er uacceptabelt og muligvis ulovligt. Netflix bliver nødt til at klippe alle optagelser ud, der kan forherlige den unødvendige, meningsløse død, som denne gris led«, skriver PETA’s næstformand for internationale programmer, Mimi Bekhechi.
Nicolas Winding Refn står bag store film såsom Drive og hele den danske Pusher-serie.