Der var en ubuden gæst indenfor et såkaldt ulvesikret hegn den første lørdag i år. Det var en ulv, der var kommet indenfor hegnet, og efter tilladelse fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning, blev ulven skudt.

Det skete ved Klosterheden plantage nord for Holstebro. Ulven er den første, der er blevet reguleret, efter at regeringen sidste år strammede problemulvebegrebet, og trepartsminister Jeppe Bruus mener, at sagen fra Klosterheden viser, at de stramninger, man gennemførte sidste år, virker.

- Det skal være muligt at have husdyr i Danmark, uden at de bliver angrebet af problemulve, når man gør, hvad man kan, for at beskytte sine dyr. Det her viser, at ulvehandlingsplanen virker i praksis, siger Jeppe Bruus i en pressemeddelelse.

Han slog samtidig fast torsdag, at det ikke hører nogen steder hjemme, at ulve skal være på menneskers eller husdyrs bekostninger.

- Det er klart, at ulven skaber en masse debat, ulven er kommet, og den kan være her, når den ikke udgør et problem for husdyrholdere og for mennesker hvor de bor, for den skal ikke være her på menneskers bekostninger. Derfor har vi ændret reglerne som et udtryk for, at vi oplever flere ulve, og at de udgør et problem nogle steder, og det er så et udtryk for det, vi har set her i dag, siger trepartsminister Jeppe Bruus ifølge TV-Midtvest.

I en kommentar til begivenhederrne i Klosterheden slår trepartsminister Jeppe Bruus fast, at reguleringen af ulven er helt i tråd med de regler, der er for problemulve. Foto; Henning K. Andersen

I en kommentar til begivenhederrne i Klosterheden slår trepartsminister Jeppe Bruus fast, at reguleringen af ulven er helt i tråd med de regler, der er for problemulve. Foto; Henning K. Andersen

Regulering indenfor rammerne

Siden nedskydningen har Naturstyrelsen været på besøg, og har i den forbindelse bekræftet, at nedskydningen er sket indenfor de rammer, der eksisterer omkring regulering af ulve i Danmark.

Ulven blev vist frem torsdag, og her kunne Naturstyrelsen fortælle, at det var jægere, der gjorde det af med ulven. De har dog ønsket at være anonyme.

Der har været øget opmærksomhed om ulvebestanden ved Klosterheden i løbet af vinteren. Den 19. december blev der således givet reguleringstilladelse til at skyde en ulv i plantagen. Naturstyrelsen oplyser dog, at ulven, der blev skudt den 3. januar, ikke var den ulv, der blevet givet reguleringstilladelse til op til jul, men en anden ulv, som der også var reguleringstilladelse til.

- Der er udstedt en reguleringstilladelse til en konkret problemulv, der har forceret et ulvesikret hegn. Den problemulv er nu skudt. Det formoder vi, fordi den pågældende ulv netop er truffet bag et ulvesikret hegn. Det er det adfærdsmønster, reguleringstilladelsen vedrører, skriver styrelsen i et skriftligt svar til Effektivt Landbrug.

Ifølge TV/Midt-Vest var ulven ikke alene på stedet, hvor den blev skudt. Der var fire andre ulve i nærheden, men de var dog udenfor indhegningen.