Et formodet ulveangreb kostede en fåreavler 24 drægtige får, mens en anden fandt fem døde får i sin indhegning få dage senere.
- Jeg kommer ud til døde dyr, der ligger spredt over en hel mark. Jeg vidste ikke helt, hvor jeg skulle starte og slutte igen, siger fåreavler Morten Thøgersen til TV Midtvest.
Forleden mistede han 24 drægtige får i hvad han er overbevist om er et ulveangreb. Det er syvende gang, at fåreavleren er kommet ud til en flok skambidte får på sine marker mellem Nissum Fjord og Ulfborg – fire gange har DNA bekræftet, at der er tale om ulveangreb. I alt har han mistet 84 får.
Blot to dage efter massakren på de 24 får fandt en anden fåreavler i den vestjyske ulvezone fem dræbte får og måtte aflive yderligere to, der var alvorligt skambidt. Et lam, der var født kort før jul, er samtidigt forsvundet.
- Naturstyrelsens vildtkonsulent har undersøgt fårene. Han tog DNA-test, men vurderer, at det er ulven, der står bag. Blandt andet fordi de fem døde får alle er dræbt med et kraftigt bid i struben, oplyser fåreavleren til facebooksiden »Her er ulven i Danmark«.
Dermed bød januar på hele fire formodede ulveangreb i og omkring den vestjyske ulvezone.
- Så længe der ikke foreligger DNA-resultater, ved vi ikke præcist, hvilke ulve der står bag angrebene. Det kan være det lokale Stråsø-kobbel, der sidste år fik seks hvalpe, som nu er store nok til selv at angribe husdyr, men det kan også være nye strejfere fra Tyskland. Vi ved blandt andet, at en tysk problemulv, der har angrebet stribevis af husdyr i Slesvig-Holsten, formentlig gik over grænsen til Danmark kort før nytår, siger Erik Poulsen, redaktør af »Her er ulven i Danmark«.
cc