Ulv var ubuden gæst på sydjysk kvæggaard

Tirsdag kom en ulv på uvelkomment besøg på en kvæggård ved

Grindsted, men den blev jaget væk af en landbrugsmedarbejder.

Foråret plejer ikke kun at være højsæson for såning på danske marker. Det er i dele af Jylland også højsæson for ulveangreb på dyrebesætninger, og i denne uge fik landbrugsmedarbejderen Luca Andrei en ulv i kameralinsen på sin telefon, da han var i gang med sit arbejde på gården. Ulven havde ikke set ham, men kom nærmere på kvægbesætningen.

- Der var nogle små kalve, der larmede. Den prøvede at komme tættere og tættere på stalden, siger han til TV-Syd og fortsætter:

- Først vidste jeg ikke, om jeg skulle løbe eller blive. Men jeg så, at den ikke bemærkede mig, så jeg fortsatte med at optage den. Derefter jog jeg den væk, for jeg kunne ikke bare stå der.

Bekymrende

Ifølge Erik Poulsen, der står bag facebooksiden »Her er ulven i Danmark«,  er videoen bekymrende for husdyravlere i det jyske.

- Videoen er dokumentation for, at ulvene i Danmark er ved at miste den påståede skyhed. Ulven er da også som formodet opvokset i Jylland helt vant til, at den kan gøre stort set, hvad der passer den, siger Erik Poulsen.

Han mener, at ulven i den givne episode er skoleeksemplet på en problemulv, og er at den type, som husdyrholdere skal have lov til at forsvare sig mod. 

- Havde landbrugsmedhjælperen ikke været der og havde grebet ind, var køer og kalve næppe sluppet nådigt fra morgenbesøget af rovdyret, tilføjer Erik Poulsen.

Kent Olsen, der er forsknings- og samlingschef ved Naturhistorisk Museum i Aarhus mener dog, at man bør slå koldt vand i blodet. 

Han siger til tv-stationen, at unge ulve, som den på optagelsen, har større tendens til at komme tæt på bebyggelse, og typisk er mere bange for mennesker end omvendt. 

Læs også