Ulvetider på Det Grønne Museum

Onsdag den 11. april står aftenen i ulvens tegn, når Det Grønne Museum inviterer til ulveforedrag med en række eksperter.

Debatten om ulvens tilstedeværelse i Danmark har sjældent været mere nærværende, end den er nu.
 
Det har fået det nationale jagtmuseum, Det Grønne Museum i Auning nær Randers, til at arrangere en aften med oplæg og debat om ulven sammen med nogle af landets førende eksperter på området.
 
Blandt oplægsholderne er Niels Hein. Han har studeret ulven i historien, kulturen og ikke mindst i den aktuelle debat. Ifølge ham har mennesket og ulven har en lang og meget kompleks historie sammen, og der er gennem tiderne fortalt mange myter og beretninger om ulven.
 
- Vi finder rovdyret som en urkraft i den nordiske mytologi, som en skurk i folkeeventyrerne og endda som et sexsymbol i populærkulturen. Nu er ulven efter mere end 200 års fravær vendt tilbage til den danske natur, men også fortidens myter, overleveringer og misforståelser er fulgt med ulven til Danmark, siger han.
 
Ud over Hein deltager Caroline Mikkelsen fra Aarhus Universitet samt Mads Flinterup fra Vildtforvaltningsrådets ulvegruppe i arrangementet. Mikkelsen fortæller om inddragelse af borgerne i håndtering af ulvens tilstedeværelse ved Stråsø plantage, hvor det første ulvekobbel holder til, mens Flinterup ser på de nye danske ulve fra en jægers perspektiv.
 
Ud over oplæggene vil det også være muligt at se nogle af museets ulvegenstande, der ellers normalt ikke er udstillet.

Læs også