Uforklarlige krav om flere efterafgrøder medfører hård kritik
Vandområderne i Østdanmark har fået meget større krav til kvælstofreduktion end i den forrige vandplan. Hvorfor er der ingen, der kan forklare – heller ikke Miljøstyrelsen.

Isefjorden er kommet på »den sorte liste« i de nye vandplaner. Arkivfoto
Torben Hansen, formand for VKST, er både utilfreds og forundret over, at vandområderne i Østdanmark har fået meget større krav til kvælstofreduktion end i den forrige vandplan.
- Der er kommet nye og store krav til kvælstofreduktion til trods for, at Miljøstyrelsen kaldte den forrige vandplan for verdens bedste og mest gennemarbejdede. Så hvad pokker er der sket de sidste syv år, siden man har vendt det hele på hovedet og alle indsatserne er flyttet fra vest til øst, lyder kritikken fra Torben Hansen.
I denne vandplan kan man nemlig konstatere, at områder som Nakskov, Rødsand på Lolland og Falster samt Isefjord og Roskilde Fjord er blevet klistret til i efterafgrøder.
Ændringerne i vandplanerne betyder, at der er nogle af områderne, hvor man går fra nul efterafgrøder til braklægning. Og det undrer både formanden i VKST og de erhvervspolitiske konsulenter, der har lavet høringssvar til vandplanerne.
- Nogle steder går vi fra 0 til 100 i efterafgrøder. Det lugter langt væk af en national regnearksøvelse, hvor man bare flytter rundt på kvælstofreduktionen for at få regnestykket til at gå op, siger Torben Hansen.
Ingen faglighed
Landbrug & Fødevarer har spurgt Miljøstyrelsen om, hvad forklaringen er på de nye krav til efterafgrøder i Østdanmark, og fra styrelsen lyder det, at modellerne er blevet bedre. Men det svar godtager Torben Hansen ikke.
- Det lugter langt væk af en national regnearksøvelse, hvor man bare flytter rundt på kvælstofreduktionen for at få regnestykket til at gå op.
Torben Hansen
- Hvordan kan vi have tillid til Miljøstyrelsen, når de ikke kan give anden forklaring på de enorme ændringer, end at modellerne er blevet bedre siden den forrige vandplan. Og betyder det så, at der er nogen, der er blevet reguleret på et forkert grundlag de sidste syv år?
Torben Hansen lægger ikke skjul på, at han finder det meget utroværdigt, at der kan ske så store ændringer fra den ene vandplan til den anden.
Ifølge Torben Hansen er der flere uforklarlige ændringer i reduktionskravene i de vandplaner, som blandt andet VKST har givet høringssvar til.
Det gælder blandt andet oplandet til Øresund, der i forrige vandplan havde meget store reduktionskrav, men som nu går fri af efterafgrøder. Samtidig er kravet om efterafgrøder flyttet over på den anden side af Nordsjælland, hvor Roskilde Fjord pludselig nu står for skud.
- Vi har haft flere landmænd omkring Roskilde Fjord, der gerne ville lave minivådområder, men de fik nej af Landbrugsstyrelsen med den begrundelse, at der ikke var nok kvælstof at fjerne. Og nu ser de samme landmænd så ind i en masse efterafgrøder. Det fortæller jo bare, at der absolut ingen faglighed er i vandplanerne, pointerer VKST-formanden.







































