Voldsomme oversvømmelser efter massive regnmængder gennem lang tid.
VANDMÆNGDER 2019 bød på rekordmeget nedbør, og 2020 har foreløbig også været en våd omgang. Både i januar og februar har der således været mere nedbør end normalt for disse måneder.
Februar har faktisk været rekordvåd. Allerede godt halvvejs gennem februar var der faldet dobbelt så meget nedbør som gennemsnittet for måneden, der altså er endt med at blive den vådeste februar, som DMI har registreret siden de officielle målinger begyndte i 1874.
- Det har været en februar, som egentlig ikke har været en vintermåned, men snarere en efterårsmåned. Det har været mildt, vådt og blæsende, og der har kun været ganske ubetydelig nattefrost, lyder meldingen fra DMI, som den 23. februar kunne oplyse, at rekorden fra 2002 (109,4 millimeter) var blevet tangeret.
I dagene efter fulgte mere regn, og resultatet af den megen nedbør ses tydeligt her på siden – og overalt i landet, hvor der er massive oversvømmelser.
Vandløbene har ikke formået at modstå presset fra de stigende regnmængder, og små og store områder på utallige marker er blevet omdannet til søer.