Vejret i 2019

DMI kan snart gøre status for 2019, der har været historisk vådt og allerede midt i september havde budt på mere nedbør end i hele 2018. Temperaturmæssigt har året været mere »normalt«.

VEJRET Der mangler i skrivende stund fortsat nogle dage, inden vi sætter punktum for 2019, der på et punkt adskiller sig væsentligt fra 2018. Det rekordtørre år i 2018 er nemlig blevet afløst af et rekordvådt år.

På grund af redaktionens deadline inden udgangen af december kan vi af gode grunde ikke bringe vejrstistikken for årets sidste måned, men det spiller i den sammenhæng heller ikke den store rolle.

Årets første 11 måneder har i gennemsnit budt på i alt 836 millimeter nedbør ud over landet, og til sammenligning lyder gennemsnittet for et helt år i perioden 2006-2015 på »kun« 791 millimeter.

Der var også allerede omkring midt i september i år kommet mere nedbør end i hele 2018, hvor der samlet faldt 593 millimeter i snit ud over landet og i øvrigt ikke var én eneste måned med over 100 millimeter nedbør.

I år har tre måneder – marts, september og oktober – budt på mere end 100 millimeter nedbør, og i otte af de første 11 måneder i 2019 har der været mere nedbør end i 2018.

Varmere end gennemsnittet

Temperaturmæssigt er det til gengæld i 2018, at man skal finde de højeste tal. I ni af årets første 11 måneder var det således varmest i 2018, som med et snit på 9,5 grader også har været det næstvarmeste år siden de landsdækkende måleringer begyndte i 1874 – rekorden er på 10,0 grader og stammer fra 2014.

Det har i seks af de 11 første måneder i år dog været varmere end gennemsnittet for perioden 2006-2015, hvor årsgennemsnittet har været 8,9 grader. I år havner vi formentlig mellem 9,2 og 9,3 grader.

Den varmeste måned har i år været august med et snit på 17,4 grader, mens januar har været koldest med 1,9 grader. I 2018 var det juli og februar, der var henholdsvis varmest og koldest, og sådan er billedet også, når man ser på gennemsnittet for årene 2006-2015.

Kilde: DMI og det er baseret på de landsdækkende temperatur- og nedbørmålinger, der er blevet foretaget siden 1874, og på de landsdækkende soltimemålinger, som startede i 1920.

Rekordårene

Varmeste år: 2014 med 10,0 grader i snit

Koldeste år: 1879 med 5,9 grader i snit

Vådeste år: 1999 med 905 millimeter

Tørreste år: 1947 med 466 millimeter

Kilde: DMI

2019-vejret i tal

Måned for måned ses døgnmiddeltemperaturen og gennemsnitsnedbøren landet over i 2019. Parenteserne angiver 10-års gennemsnittet for perioden 2006-2015.

Januar: 1,9 (1,4) grader og 49 (67) millimeter

Februar: 4,2 (1,1) grader og 48 (43) millimeter

Marts: 5,4 (3,5) grader og 106 (40) millimeter

April: 8,1 (7,7) grader og 15 (30) millimeter

Maj: 9,8 (11,3) grader og 54 (59) millimeter

Juni: 16,2 (14,3) grader og 58 (64) millimeter

Juli: 16,7 (17,4) grader og 67 (73) millimeter

August: 17,4 (16,7) grader og 91 (99) millimeter

September: 13,4 (13,7) grader og 130 (73) millimeter

Oktober: 9,4 (9,8) grader og 129 (83) millimeter

November: 5,7 (6,3) grader og 89 (77) millimeter

December: ?? (3,0 grader) og ?? (83) millimeter

Kilde: DMI

 

Læs også