Maskincenter Ringsted har købt Per Jørgensen Maskintransport, der fortsætter som en selvstændig enhed i forretningen.
Efter 27 år som selvstændig vognmand med speciale i maskintransport har Per Jørgensen solgt sin forretning og bil til Maskincenter Ringsted.
Hvis man ser Per Jørgensens dåbsattest, kunne man godt foranlediges til at tro, at det var fordi, han ville på pension, men det er ikke tilfældet, for han fortsætter som chauffør og vil fortsat have direkte kontakt med sine kunder osv.
I det hele taget er det »business as usual«, da Per Jørgensen Maskintransport fortsætter som en selvstændig enhed med Per Jørgensen ved rattet.
- Kald det bare rettidig omhu, for på et eller andet tidspunkt skal jeg jo på pension, og så er det rart at vide, at »min« forretning kører videre, og mine kunder stadigvæk bare kan ringe og så få kørt deres maskiner, fortæller Per Jørgensen, der sidst i maj fylder 70 år.
Fortrød pension
Faktisk har Per Jørgensen én gang besluttet sig for at gå pension og solgte sin bil, der ikke længere matchede tidens miljøkrav.
Han savnede dog sine kunder og udfordringerne, så i stedet for at købe en liggestol købte han en ny og miljørigtig 24 tons bil med 26 TM kran og kørte ud på vejene igen.
Per Jørgensen er glad for, at handlen er kommet i stand, og at det er Maskincenter Ringsted ved Viktor Houlind, der på sigt skal drive aktiviteterne videre.
- Jeg er helt sikker på, at Viktors servicekoncept, hvor kunderne ringer direkte til chefen eller værkføreren, er det rigtige for mange landmænd og entreprenører. De gider ikke ringe til en telefonomstilling, som ikke kender svarene, og da slet ikke skrive til en eller anden chatrobot. De vil have svar, slutter Per Jørgensen.