Slagteriarbejdere har fået anmeldt Covid-19 som en arbejdsskade

Kan man melde sygeforløb med Covid-19 som en arbejdsskade, hvis man er blevet smittet på arbejdspladsen? Ja, det kan man hos Danish Crowns slagteri i Ringsted, der i sommer var ramt af et stort udbrud af Covid-19, hvor 165 slagteriarbejdere blev smittet. 

Nu har 103 af de dengang smittede med hjælp fra Fødevareforbundet NNF fået anmeldt deres sygdomsforløb som en arbejdsskade.

- Der er en klar indikation af, at medlemmerne er blevet smittet med Covid-19, mens de har passet deres arbejde på Danish Crowns slagteri. Derfor skal det anmeldes som en arbejdsskade, siger Per Hansen, der er forbundssekretær for Arbejdsmarkedssekretariatet i Fødevareforbundet NNF. 

- Mange af vores medlemmer har følgevirkninger efter Covid-19, selv om der er gået flere måneder. Nogle er hårdt ramt, og enkelte er stadig sygemeldt.

Det vides endnu ikke, om AES vil anerkende de pågældende medarbejderes sager som arbejdsskader. Fra Fødevareforbundet NNFs side håber man, at resten af de smittede medlemmer også vil have deres sag anmeldt.

Læs også