HKScan har sat et mål om at gøre virksomhedens egen produktion CO2-neutral inden udgangen af 2025. Klimaplanen skal desuden realisere CO2-neutralitet i hele værdikæden – fra gård til forbruger – senest i 2040 på alle HKScans hjemmemarkeder; Finland, Sverige, Baltikum og Danmark.

Det oplyser selskabet i en meddelelse. For at nå de ambitiøse mål skal der ske en væsentlig reduktion af CO2-udledningen og en stigning i CO2-dræn i samarbejde med landbrug og andre samarbejdspartnere, lyder det. Dette arbejde udføres som en del af HKScans egen klimaplan.

»Zero Carbon«-klimaplanen viser vejen til at opnå CO2-neutralitet i HKScan, som er en af de største fødevarevirksomheder i Østersø-regionen. HKScan har fastsat og beregnet udledningen i hele værdikæden i samarbejde med eksperter fra KPMG med speciale i beregning af CO2-fodaftryk. Identifikationen af udledningskilder medfører i første omgang foranstaltninger for aktiviteter med det største aftryk. Det inkluderer energiløsninger i produktionen, dyrefoder, markbrug og cirkulær anvendelse af gylle i den primære produktion.

– Vi har fastsat ambitiøse mål, og sammen med vores landbrug og andre samarbejdspartnere vil vi ydmygt, men beslutsomt påbegynde opfyldelsen af dem. Det er vigtigt for os at arbejde langsigtet og skabe permanente og mere klimavenlige driftsmodeller. Samtidig anerkender vi, at dette kun er begyndelsen på vores rejse, og for at opnå vores mål inviterer vi alle vores interessenter med i processen, siger CEO for HKScan Tero Hemmilä.

– I snart to år har vi med succes gennemført vores Turnaround-program og forbedret HKScans rentabilitet, og det er tydeligt, at samfundsansvar i stigende grad er tæt forbundet med en rentabel forretning. Zero Carbon-klimaplanen er en vigtig del af HKScans CSR-arbejde og virksomhedsledelse. Desuden er vi i færd med at forbedre betingelserne for vores landbrugs fremtidige konkurrenceevne og sikre, at forbrugerne kan nyde ansvarligt producerede kødprodukter med god samvittighed som en del af en varieret kost, siger Tero Hemmilä. 

Landbrugets klimaaftryk reduceres gennem samarbejde

HKScans landbrug har i lang tid arbejdet på at reducere klimaaftrykket ved f.eks. at øge den cirkulære økonomi i forbindelse med brug af gødning, indførsel af sol-energi og forbedring af ressourceeffektiviteten i foderproduktionen.

Landbrug i HKScans værdikæde har også stort potentiale for at øge kulstofbindingen, lyder det. Tiltag kan målrettes mark- og skovbrug. Selektion af plantearter og dyrkningsmetoder spiller en væsentlig rolle i kulstofbinding på marker. Sammen med sine landbrugspartnere er virksomheden ved at udvikle metoder til at måle og øge antallet af CO2-dræn på markerne. Endvidere undersøger HKScan mulighederne for at øge bindingen af CO2 i de skove, der ejes af landbrugene. 

– HKScan har eksisteret i mere end 100 år i Østersøregionen, og vi har forpligtet os til at fremme ansvarlig, lokal fødevareproduktion. Ved at udvikle en mere bæredygtig fødevareproduktion skabes mulighed for at bremse klimaforandringerne i hele den lange fødekæde. Hvis det skal lykkes, kræver det et tæt samarbejde mellem landbrug, virksomheder, samfund og forskellige vidensorganisationer. Jeg tror på, at transparens i hele fødekæden kommer til at spiller en stadig større rolle. Med vores klimaindsats ønsker vi at tage medansvar for at realisere samfundets klimamål. Med hensyn til at realisere vores mål om CO2-neutralitet er der fortsat mange ubesvarede spørgsmål, men jeg føler mig overbevist om, at nøglen er teknologiske fremskridt, siger Tero Hemmilä.  

hka

Business