Ny ejerform for landbrug i vækst

Aktieselskabet Dansk Økojord A/S, der køber jord for at fremme økologisk drift og natur, har nu opnået sit mål om at være økonomisk bæredygtig, oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

- Udgangspunktet var, at økonomisk bæredygtighed krævede en aktiekapital på 36 millioner som minimum. Denne målsætning blev opnået med udgangen af 2020, skriver selskabet.

Danmarks Økologiske Jordbrugsfond blev stiftet i 2017, og allerede i 2018 blev datterselskabet Dansk Økojord A/S etableret med en aktiekapital på 27 millioner kroner.

Ejer 641 hektar

Dansk Økojord køber jord og forpagter den ud med krav om, at jorden drives økologisk, og krav om natur- og vildtpleje samt klimaindsatser på arealerne. Desuden prioriteres drikkevandsbeskyttelse. 

I dag ejer Dansk Økojord 641 hektar fordelt på ni ejendomme i Danmark og har investeret for mere end 74 millioner kroner. Der er 790 aktionærer.

- Vi kigger ind i en fremtid, som jeg også forventer mig en del af, for vores aktionærer og samfundet. Derfor skal vi have flere med på holdet som investorer, så vi også kan udvikle organisationen yderligere og fortsætte med at omlægge kemisk jord til økologi, siger Lars-Christian Brask, der er formand for selskabets bestyrelse.

- Grøn omstilling kræver, at vi handler på nye måder, og det er Dansk Økojord A/S et godt eksempel på. Som deltager i processen med at skabe Danmarks Økologiske Jordbrugsfond og Dansk Økojord A/S glæder det mig virkelig, at en sådan fælles indsats kan bidrage til en grønnere fremtid for næste generation. Forhåbentlig vil mange flere være med, siger næstformand Susanne Herfelt.

mip

Læs også

Grønt nyt på hylderne: Irma sælger salat fra vertikalt landbrug
Rekordoverskud efter fusion: Velas udlodder 10 millioner kroner til ejerne
Kendt brancheprofil bliver fabrikschef i Herning
Medie: Et af landets største minkavlere snød med corona-tests
Nye ansigter i Danish Agros bestyrelse
Amerikansk grovvarefirma vil sænke CO2-aftrykket fra opdrættet laks