Mulig fusion i stivelsesbranchen

Bestyrelserne i kartoffelmelsfabrikkerne AKM og AKS sender forslag om fusion til afstemning blandt andelshaverne.

Bestyrelserne i Andelskartoffelmelsfabrikken Midtjylland (AKM) i Brande og i Andels-Kartoffelmelsfabrikken Sønderjylland (AKS) i Toftlund har i en periode undersøgt mulighederne for et tættere og mere forpligtende samarbejde.

Nu er man i begge bestyrelser blevet enige om at sende et forslag om fusion af de to virksomheder til afstemning blandt andelshaverne. Det sker på ekstraordinære generalforsamlinger torsdag den 24. februar.

Hvis andelshaverne stemmer forslaget igennem, vil det fusionerede selskab få navnet Andels-Kartoffelmelsfabrikken Danmark (AKD).

Peter C. Petersen – bestyrelsesformand i AKS – påpeger, at der gennem årene har været flere sonderinger om fusion, men at det indtil nu har været svært at nå i mål med endelige aftaler.

- Verden omkring os udvikler sig, og nu er tiden moden. Vi har en enestående chance for at fusionere to effektive og moderne fabrikker – og det endda på et tidspunkt, hvor udsigterne for vores produkter er gunstige.

Produkter efterspørges globalt

Martin Arvad – der er formand for AKM’s bestyrelse – påpeger, at fusionen også skal ses som en yderligere fremtidssikring af både AKS og AKM.

- Strukturudviklingen i landbruget omfatter også kartoffelavlerne. Vores andelshaveres ejendomme bliver stadig større, mere specialiserede og mere afhængige af kartoffelavlen, samtidig med at grundomkostningerne på den enkelte ejendom fortsætter med at stige.

- Hvis det fortsat skal være attraktivt at dyrke stivelseskartofler, og AKS og AKM skal kunne fastholde og udbygge den stærke position på det globale fødevaremarked, skal vi være fokuserede på at skabe og
udnytte alle tænkelige økonomiske fordele, siger han.

 

Læs også