Medie: Stor ægaktør tvivler på prisstigninger

Lars Bojsen anser det som positivt, hvis prisen på æg kommer til at stige. Han er dog usikker på, om forbrugerne er villige til at betale. Foto: Arkivfoto
De stigende priser på foder, energi og andre råvarer på grund af krigen i Ukraine bevirker, at man snart kommer til at se nogle helt andre priser på æg ved køledisken i supermarkedet.
Hele 6-7 kroner pr. æg er Vestjyllands Andel-direktør Steen Bitschs »forsigtige bud« på en ny detailpris, som han anslog i et interview til DR tirsdag.
Spørger man imidlertid Lars Bojsen, der er medejer af Springkilde Æg med 150.000 æglæggende høns, er han mere skeptisk over for forbrugernes betalingsvillighed, udtaler han til JP Horsens.
- Hvorfor skulle forbrugerne være villige til at betale så meget for et æg? De vil nok bare vælge at købe kikærter eller noget andet i stedet for, udtaler Lars Bojsen til JP Horsens.
Alligevel er han positivt stemt over en mulig udsigt til tiltrængte prisstigninger i den pressede branche.