Danish Agro koncernens såsædsforædlingsselskab, Nordic Seed, der også er ejet af Vestjyllands Andel, har indgået en strategisk aftale med den tyske grovvarekoncern Agravis Raiffeisen AG. Helt præcist køber Agravis 50 procent af aktierne i Nordic Seeds tyske datterselskab Nordic Seed Germany Gmbh, der har base i Nienstädt med forædling og forsøgsmarker. Det nye såsædssamarbejde skal sikre vækst, øgede markedsandele samt nye, spændende sorter til endnu flere landmænd, særligt i Tyskland.
Koncernchef i Danish Agro, Henning Haahr, ser store perspektiver i aftalen.
- Danish Agro koncernen har et tæt og tillidsfuldt samarbejde med Agravis i Tyskland og på en række markeder. Det er derfor i naturlig forlængelse af dette samarbejde, at vi nu styrker vores fælles indsats indenfor såsæd i Tyskland. Der ligger et stort potentiale i aftalen i kraft af, at vi som koncern allerede er repræsenteret i Tyskland gennem grovvareselskabet Ceravis, og i samarbejdet med Agravis kan vi i fremtiden skabe endnu mere værdi for de tyske landmænd med vores såsædsprogram, siger han.