50 millioner kroners byggeprojekt står nu færdigt

DLG indvier på fredag sine nye faciliteter i Vrå

Høsten har gjort sit indtog i Danmark, og derfor er det også i rette tid, at de nye faciliteter på DLG's lokation i Vrå står klar til at modtage landmændenes udbytte.

Projektet er en del af en større strategisk investering på det danske hjemmemarked, og fredag den 5. august inviterer DLG til indvielse af hele byggeriet.

Fabrikken, hvor der produceres grisefoder, er blevet moderniseret med nye siloer, en ny kornhal, et nyt påslag og forbedrede interne transportveje.

- Selvom en stor del af DLG's forrentning foregår i udlandet, så er det i Danmark, vi har vores rødder og ejere. Derfor er hjemmemarkedet også vigtigt for os - det er en prioritering at udvikle og investere i vores danske grovvareforretning. Moderniseringen af fabrikken i Vrå øger lønsomheden og bæredygtigheden i produktionen, hvilket medvirker til, at vi fortsat skaber værdi for vores danske kunder og ejere, fortæller Bøje Kjær, vicekoncerndirektør for DLG Supply, som også vil være til stede ved indvielsen.

Arrangementet den 5. august begynder kl. 12, hvor besøgende har mulighed for at få sig en fadøl og en pølse fra pølsevognen. Efterfølgende bliver der holdt taler, og folketingsmedlem Per Larsen fra Det Konservative Folkeparti klipper snoren til de nye faciliteter. Der er selvfølgelig også mulighed for at få en rundvisning, hvor interesserede kan se det færdige byggeri helt tæt på.

Læs også