Fynsk forhandler af ny GPS-antenne

JH Farmsupport fra Nyborg udvider nu forretningen til at omfatte salg og servicering af canadiske Agra-GPS, hvilket er et »farveløst« antenne-alternativ til de mest udbredte GPS-systemer på det danske marked.

Jens Høj med antennen, der passer på et originalt John Deere antenne beslag, og kan låses med en unik nøgle.

Jens Høj fra Nyborg havde næppe forestillet sig, at han blot et år efter opstarten af JH Farmsupport, fik importen til Danmark af canadiske Agra-GPS CRG - og så alligevel.

- Jeg har altid drømt om at være selvstændig inden for mit eget fag, og med muligheden for at kunne forhandle og servicere canadiske Agra-GPS-antenner, så passer det perfekt ind i min drøm, fortæller Jens Høj, som både er uddannet landbrugsmaskinmekaniker samt landmand, og dermed har det bedste med fra begge verdener:

- Der var ikke nok planteavl i mekaniker-faget for mig, og omvendt var der for lidt teknik til mig i planteavl, derfor er denne kombination det bedste fra begge verdener, siger han og uddyber, at han både har arbejdet som mekaniker på autoriserede værksteder i Danmark med stor GPS-tilknytning samt på landbrug i Canada og Kaliningrad samt hjemme på familiens landbrug på det østlige Fyn, hvor en stor del af dne nyeste teknologi bliver prøvet af.

Begyndte med tildelingsfiler

Den 31-årige fynbo grundlagde JH Farmsupport for godt et år siden, hvor han begyndte at hjælpe landmænd med at lave tildelingsfiler.

- I forbindelse med den nye præcisionslandbrug-ordning, hvor der kan spares en procentvis efterafgrøde-sats, hvis der gødes efter tildelingskort, åbnede en dør af muligheder, da mange landmænd var en smule forvirrede over, hvordan det i praktisk er muligt at få traktor og eksempelvis gødningsspreder til at tildele gødningen efter et tildelingskort.

Forretningen med tildelingsfiler kørte Jens Høj ved siden af sin fuldtidsstilling som landbrugsmaskinmekaniker, men da tilbuddet om at blive forhandler af Agra-GPS CRG kom, sprang han til.

Et prisbilligt alternativ med high-end løsning

Jens Høj påpeger, at GPS-antennen nu er blevet hvid, hvilket primært er en hentydning til, at den kan benyttes på flere traktormodeller. 

- Den hvide antenne er løsningen for dem, der ønsker at opgradere billigt til et RTK-system med to centimeters nøjagtighed, og samtidig styre traktoren eller mejetærskeren ved hjælp af de originale styrekomponenter. GPS-antennen har nemlig en indbygget boks, som sikrer sammenkobling mellem signalet og traktorens integreret GPS-styring.

Som standard er Agra-GPS CRG tiltænkt styring i alle John Deere terminaler, integrerede såvel som universale. Derfor passer antennen i original John Deere antennebeslag og for at forhindre tyveri, er der en indbygget lås med unik nøgle.

Udviklet til flere mærker

Men allerede nu er systemet udviklet til at kunne påmonteres Claas, Cat, Rogator, Fendt, Valtra og Massey Ferguson. Det betyder, at der kun skal bruges en John Deere skærm udover antennen, og samtidigt sikrer den hvide antenne et signal fra hele fem GPS-satellitter: GPS, GNSS, Glonass, Beidou samt Galileo korrigeret af 4G mobil RTK

- Jo flere satellitter du har med i løsningen, jo flere punkter med reference er der mulighed for, og jo mere præcist er systemet med minimal risiko for udfald, påpeger Jens Høj.

Stor interesse

Han har allerede solgt de første anlæg, og interessen for flere er stor.

- En stor del af interessen skyldes dels, at det ikke kræver mere end den hvide antenne, før der kan snakkes sammen med resten af traktoren eller mejetærskeren. Desuden er der tale om en prisbillig løsning, da jeg både er importør og forhandler af anlægget, og dermed har skåret fordyrende mellemled væk, fortæller Jens Høj, som sælger og servicerer Agra-GPS i hele landet.

Fremtiden ser lovende ud

Jens Høj ser lyst på fremtiden for blandt andet den hvide antenne, og han ser frem til at få sparket systemet ud på flere kørende enheder hen over efteråret.

- Jeg er virkelig glad for, at min drøm om at være selvstændig endelig er lykkes, og jeg ser frem til at udfolde min viden om præcisionslandbrug i mit eget navn til hele landet, også selvom det ikke hele tiden er de hvide antenner, det drejer sig om, siger han.

Support på GPS-systemer

I forlængelse med salget af Agra-GPS CRG-antenner, tilbyder Jens Høj også support på markedets førende GPS-systemer samt management-programmer til at holde styr på marker, grænser samt spor og data for præcisions-landbruget.

- Og med min centrale bopæl på Fyn, kan jeg nå ud til de danske yderpunkter forholdsvis let - selvom langt størstedelen af JH Farmsupport faktisk kører over mobil og computer, fortæller den unge fynbo, som allerede har godt gang i forretningen.

Han ser i øvrigt frem til, at Agra-GPS netop nu er i gang med udvikling af anlægget, så den hvide antenne kan indgå som redskabsstyring på eksisterende GPS-systemer fra andre mærker.

Jens Høj

  • 31 år gammel
  • Bosat nær Nyborg
  • Udlært landbrugsmaskinmekaniker i 2012
  • Uddannet Faglært landmand 2015
  • Arable Manager hos RUS Agro, Kaliningrad i 2015 og 2016
  • Maskinfører hos Shott Farms, Canada I 2012 samt 2014

Agra-GPS

  • Udviklet af canadisk landmand, som også er uddannet software ingeniør
  • Startede med at udvikle en bridge, så han kunne køre John Deere GPS på sine Lexion mejetærskere på sin egen farm i Canada
  • Hvid GPS-antenne med indbygget styring, så der kan snakkes sammen med følgende mærker: John Deere, Claas, Agco - Cat og Rogator

Læs også