Højtryksrensere i dansk kvalitet gennem fem årtier
Kent Højtryk A/S er dansk producent af højtryksrensere samt kloakspulere til blandt andet landbruget. Senest er en egenudviklet og miljøvenlig ukrudtsbekæmper kommet til. I år fejrer virksomheden sit 50 års jubilæum.

Anders Winther Larsen, der er direktør og ejer af Kent Højtryk A/S, (tv), sammen med Ole Jørgensen, driftsleder og som har været med i virksomheden i 48 af de 50 år – begge hér foran den spritnye fabrik i Glejbjerg, der er taget i brug i år. Foto: John Ankersen
Hos mange professionelle fagfolk indenfor højtryksrensning, er det en højtryksrenser fra Kent Højtryk A/S i Glejbjerg, som man finder som vigtigste arbejdsredskab.
Denne sommer er det præcist 50 år siden, at den første Kent højtryksrenser stod klar til levering fra den daværende fabrik, der var indrettet på den dengang nedlagte Vejrup Møbelfabrik.
I 1975 flyttede man til nye rammer på den nuværende adresse på Skovbrynet i Glejbjerg, der siden er blevet udvidet flere gange – og senest i år med en spritny fabrik, der blev taget i brug i starten af året.
Et dansk brand
Kent´s højtryksrensere både udvikles, produceres og sælges fra Glejbjerg – samt fra enkelte udvalgte forhandlere rundt om i landet.
- Mange tror at vi kun sælger Kent højtryksrensere, og ikke producerer dem. Men det hele foregår fra bunden her i Glejbjerg, og med lokale underleverandører forklarer Anders Winther Larsen, der er direktør og ejer af Kent Højtryk A/S sammen med direktør Bent Naldal.
Anders Winther Larsen beskriver Kent højtryksrenserne som et dansk brand og kvalitetsprodukt, der udelukkende henvender sig til den professionelle bruger, da højtryksrenserne også kræver en vis investering i forhold eksempelvis de mindre og små højtryksrensere, man finder i detailhandlen til private.
Der er i alt 20 ansatte hos Kent Højtryk A/S – heraf fire på landevejen i form af sælgere og servicemontører. Omkring en fjerdedel af kundegruppen relaterer til landbruget.
Programmet består af en række serier og størrelser indenfor koldtvands- som hedvandsrensere, der alle er fremstillet i solide materialer – herunder metal-kabinet på alle højtryksrenserne.
Indenfor landbrug bruges højtryksrenserne blandt andet i forbindelse med rengøring og desinfektion af alle staldtyper og produktionsgren som eksempelvis kvæg, svin og fjerkræ.
Programmet omfatter også kloakrensere – og senest også ukrudtsbekæmpelse.
Miljøvenlig ukrudtsbekæmpelse
Bekæmpelse af ukrudt kan være en udfordring – dels hvis man vil undgå pesticider, eller, som denne sommer har vist, kan byde på tørke og dermed umuligt at benytte ukrudtsbrændere, grundet den store brandfare.
Hos Kent Højtryk har man udviklet sin helt egen løsning på begge udfordringer – ukrudtsbekæmpelse med varmt vand.
Wheadter hedder systemet, der er en stationær eller mobil enhed, der tilbydes i enten en eldrevet batterimodel, såvel som modeller med benzin- eller dieselmotor.
Fælles for de stationære som mobile modeller er, at de tilbydes med samme funktioner og egenskaber.
- Ukrudtsbekæmpelse er et nyt marked for os, hvor vi blandt andet har haveselskaber, mindre økologiske landbrug samt Slots- og Naturstyrelsen blandt vores kunder, forklarer Anders Winther Larsen.
Han noterer sig samtidig, at tilbagemeldingerne har været positive.
Mere specialisering
Med de første 50 års erfaring er Kent Højtryk klar til at tage hul på fremtiden. Og det med erfarne kræfter i virksomheden, hvoraf mange har mere end 20 års ansættelse og erfaring.
- Det er til stor gavn for os som nye ejere. Jeg tror vi vil se flere produkter og mere specialisering inden for de produkter vi har, forklarer Anders Winther Larsen, der også tror at meget udefra vil påvirke den fremtidig udvikling.
- På lidt længere sigt vil der formentlig komme nye tin rent politisk, vurderer han med henvisning til alt hvad der sker omkring klima og miljø.
- Eksempelvis tror jeg man vil se hedvandsrensere uden brug af diesel, men ren el, slutter Anders Winther Larsen