Arla investerer tre-cifret millionbeløb i Esbjerg
En ny højhastighedslinje og en ny tappelinje skal øge effektiviteten på de to mejerier i Esbjerg, der producerer kakao, iskaffe og plantebaserede drikke.

Esbjerg Mejeri er Arlas specialmejeri, når det gælder smagstilsatte og langtidsholdbare mælkeprodukter. Cocio og Matilde cacaomælk er to gammelkendte klassikere og senest er en række Starbucks kaffeprodukter kommet til. Og det går godt med de søde mælkedrikke, skriver Jyske Vestkysten.
De seneste år har Arla således investeret mere end 100 mio. kr. i Esbjerg, og nu melder mejeriselskabet sig klar til at investere et nyt trecifret millionbeløb i tekniske anlæg på adressen.
Dermed kan der fokuseres endnu mere på en række specialprodukter, flere af dem er plantebaserede, lige som de berømte kopper fra Starbucks nu også kommer i dåser, flasker og anden emballage.
Starbucks-produktionen i Esbjerg er steget med 1700 procent fra otte millioner enheder i 2010 til næsten 144 millioner i 2019, hvor drikkeklare is kaffe-produkter globalt sælges i supermarkeder og dagligvarebutikker. Det skriver Jyske Vestkysten.
- Vi eksporterer tre fjerdedele af vores produktion til i alt 43 lande, og vi har hele tiden kig på nye markeder, siger Claus Nielsen, direktør for Arla Foods Esbjerg.
- Samtidig er vi klar til at gå ud på eksisterende markeder med nye produkter i mere bæredygtigt pakkemateriale, vi sender papirsugerør på markedet i efteråret, og har lanceret to nye plantebaserede varianter, kokos og havre. Så både geografisk og produktmæssigt bliver vi større.