Tidligere i år lancerede Arla Foods en tre-årig lang spareplan, som man har døbt Calcium. Planen skal sørge for, at man i selskabet opnår besparelser og effektiviseringer for mere end 400 millioner kroner euro – eller knapt 3 milliarder kroner.
 
I slutningen af maj meldte Arla så første skridt ud i planen, og her blev det meldt ud, at 195 stillinger bliver nedlagt. Nu, under et halvt år efter, melder Arla næste trin ud i planen. Og det betyder nedlæggelsen af yderligere 140 stillinger. Stillinger, der hovedsageligt befinder sig i Arlas hovedkvarter i Viby i Aarhus. Til Effektivt Landbrug oplyser Arla, at cirka de 90 af stillingerne er enten ubesatte eller bliver fratrådt af medarbejdere i forbindelse med en naturlig afgang.
 
I en pressemeddelelse oplyser Arla, at det i denne omgang primært er selskabets afdeling for markedsføring, som bliver berørt i forbindelse med gennemførelsen af spareprogrammet. 
 

Enklere model

- De ændringer, vi annoncerer i dag, vil skabe en enklere og stærkere markedsføringsmodel for vores brands og giver os mulighed for hurtigere at varetage lokale behov, både på vores europæiske kernemarkeder og vores nyere markeder i Asien og Afrika. Det indgår i vores bestræbelser at opbygge tætte relationer til lokale kunder og regeringer for at løse nogle af de større udfordringer i forbindelse med sundhed og bæredygtighed, siger administrerende direktør for Arla Foods, Peder Tuborgh, der fortsætter:
 
- Som altid, når man omstrukturerer og skal sige farvel til dygtige kolleger, har vi skullet træffe nogle vanskelige beslutninger. Jeg vil gerne takke dem, der forlader os, for den indsats, de har ydet i Arla Foods.
 
- Vi gør dette for at skabe en langsigtet transformation af vores virksomhed og for at reetablere vores internationale konkurrenceevne, når det gælder den mælkepris, vi betaler vores andelshavere, og det glæder mig at se det engagement, som Calcium udløser overalt i vores organisation. Det er en stor del af grunden til, at programmet i øjeblikket leverer før tid, siger han.
 
I forbindelse med halvårsregnskabet for 2018, som blev præsenteret i august, lød det fra Arla, at Calcium allerede nu bidrager positivt til selskabets mælkeprisudbetalinger til andelshavere, og det samlede finansieringsbidrag forventes langt at overstige prognosen på 50 millioner euro i år.
 
Business