Goodvalleys indtjening tager syvmileskridt
Goodvalley, der driver svineproduktion på 34 farme i Polen, Ukraine og Rusland, fik et kæmpe løft i omsætning og indtjening i første kvartal.

Goodvalley driver svineproduktion på 34 farme i Polen, Ukraine og Rusland. Arkivfoto
Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.
Aktieselskabet Goodvalley kom ud af årets første kvartal med et kæmpe løft i omsætning og indtjening, viser selskabets kvartalsregnskab.
Årsagen er et løft i svineprisen fra et gennemsnit på 9,07 kroner pr. kg svinekød i første kvartal 2019 til 13,57 kroner pr. kg i gennemsnit i første kvartal 2020.
Ifølge en kvartalsmeddelelse steg koncernomsætningen med 24 procent til 399 millioner kroner mod 322 millioner kroner i 2019, og driftsindtjeningen steg til 131 millioner kroner mod 37 millioner kroner i 2019.
- Vi profitterede af at levere høj produktionseffektivitet og øge salget på vores markeder til en højere gennemsnitspris, siger administrerende direktør Hans Henrik Pedersen i en kommentar til resultaterne.
Det store landbrug med en række danske landmænd som aktionærer driver svineproduktion på 34 farme i Polen, Ukraine og Rusland.
Positive udsigter
Goodvalley fastholder udsigterne for 2020 og forventer en omsætning på 1.600-1.750 millioner kroner og et justeret driftsresultat (Ebitda) på 320-380 millioner kroner.
Virksomheden er i høj grad selvforsynende med foder, avl og slagtning af svin samt elektricitet og gødning baseret på biogasproduktion.
mip
Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.





































